Ifølge pladeselskabet Bleeding Music er Latitude Blue og Fell City Girl to af de mest spændende grupper på den britiske musikscene netop nu. Nu skal man altid være varsom med at tage den slags oplysninger for gode varer, og især når de kommer fra et pladeselskab. Men det vækker interesse, når man på en udgivelse kan lægge ører til to nye britiske rockbands – og i særdeleshed for en skribent, der sætter stor pris på meget af den rockmusik, der strømmer ud fra de britiske øer.
Efter endt lytning må det dog konstateres, at hvis de to navne er blandt det mest spændende, den britiske rockscene kan byde på netop nu, står det sløjt til.
Split-ep’en begynder egentlig ganske udmærket med Latitude Blues “Everest” – en energisk rocksang med flydende guitar og fremdrift, der af en eller anden grund får mig til at tænke på Suede-singlen “Trash”, på trods af at musikken her er langt hårdere. “Everest” er en ganske glimrende single og lover som sådan fint for resten af udgivelsen, selv om ‘spændende’ måske vil være et lige vel overdrevet stempel at sætte på en musik, der er hårdtpumpet rock med fokus lagt på den frembrusende energi frem for musikalske detaljer.
Denne musikalske linje fortsætter i de to følgende sange, der dog ikke kan leve op til “Everests” hitkvalitet. Mest af alt lyder Latitude Blues tre sange som en single med to b-sider.
“When It Hit Me” fortsætter den bastante stil fra “Everest”, men lyder som et overskudsnummer fra en ældre Foo Fighters-plade.
Latitude Blues sidste sang, “The Feeling You Get from a Blue Sky”, er derimod en ballade, der er bygget helt klassisk op med roligt fingerspil i starten og et mellemspil, der leder op til omkvædet med mere strøm på guitaren. Det lyder lidt som en indieudgave af heavyrockens powerballader, og det er bestemt ikke synderlig ophidsende at lytte til.
Så er der mere musikalsk substans over splitudgivelsens andet navn Fell City Girl, der byder på et mere kompliceret musikalske univers. Hvor Latitude Blue spiller en tydelig studiepræget rock, er der langt mere live-feel over Fell City Girl.
Denne modsætning er slående, når første nummer, “Weaker Light”, sætter ind. Musikken er mere kompleks og trækker veksler på postrocken med instrumentale forløb, hvor instrumenterne væver sig ind og ud mellem hinanden i nogle umiddelbart symmetriske figurer, der dog udvikler sig. “Weaker Light” er et glimrende nummer med en fin balance mellem det voldsomme og det følsomme, men ligesom på ep’ens første halvdel kan de gode takter ikke holdes i samme omfang i de efterfølgende numre, selv om Fell City Girl er mere konsistente end Latitude Blue.
Fell City Girl ender for ofte i blindgyder med deres støjende forløb, hvilket eksempelvis sker i “Match Struck”, der mest lyder som en guitarfigur taget ud af en vilkårlig sang.
Derimod fungerer “Rudolph Varan, Star of the Big Screen” ganske udmærket. Nummeret udvikler sig langsomt mod et intenst klimaks lige så storladent, som titlen antyder. Men den stilhed-støj-stilhed-formel, det er bygget op omkring, er efterhånden ved at være en smule slidt.
Nærværende splitudgivelse er ingen stor ep, hvis man anskuer den som et samlet værk. Hvis man derimod anser den som to singleplader, der er samlet på én cd, falder billedet mere heldigt ud. Der er mange bands, for hvem b-sider er substandard-materiale; problemet her er bare, at man forsøger at give indtryk af, at materialet er mere konsistent. Latitude Blues “Everest” er en rigtig fin indierocksang, der sagtens ville kunne gøre sig på BBC Radio 1’s alternative aftenflade ved siden af grupper som Feeder og Biffy Clyro. Mens Latitude Blue umiddelbart har størst kommercielt potentiale, er det dog Fell City Girl, der er mest spændende uden dog på nogen måde at lyde som musikkens fremtid.
