»Send den blå vogn og en ambulance,« sang Eik Skaløe i forgrunden for Steppeulvene tilbage i marts 1967. Netop dén linje og bandet som sådan har inspireret retrorockerne The Blue Van i forbindelse med valg af bandnavn og udtryksform.
Men vidste man ikke bedre, kunne man dog sagtens tro, at The Blue Van var det færdige produkt af en snedig masterplan, som havde til formål at tjene styrtende med penge på fire unge gutter, der spiller rockmusik og går klædt, som man gjorde i 60’ernes England.
Heldigvis er virkeligheden en ganske anden. De fire nordjyder begyndte nemlig at spille swingende og energisk retrorock et sted i Brønderslev tilbage i 1996, og dengang var deres lyd og udseende bestemt ikke på mode. Tværtimod har kvartetten stædigt kæmpet sig vejen frem ved at holde fast ved det udtryk, som falder dem naturligt.
De mange energiske liveoptrædener herhjemme såvel som i USA gav så pote sidste år, idet det velansete pladeselskab TVT Records signede bandet. Hypen og forventningerne har således været til at tage og føle på i den lange ventetid op til udgivelsen af denne internationale debutplade. The Art of Rolling skuffer ikke på nogen måde.
Den yderst veloplagte “Word from the Bird” åbner ballet med Steffen Westmarks dedikerede vokal, som nærmest brænder gennem lydbilledet. Den smule forbehold, man end måtte have over for den tilbageskuende tilgang til rocken, falder til jorden fra første fløjt. I hvert fald skal man være mere end almindelig vinterdeprimeret, hvis man ikke lader sig rive med af den spilleglæde og energiske rock, man præsenteres for. Når numrene så samtidig er gennemsyret af en umiskendelig live-lyd, sænkes paraderne helt, og man tager med glæde imod den syngende rock’n’roll knock-out. Udtrykket er lige så skramlende og energisk som fra en svunden tid, hvor rockmusikken stadig var ung og farlig.
De første fem sange slår udtrykket fast med syvtommersøm. Den energiske og legesyge tilgang udfylder lydbilledet, og især “The Remains of Sir Maison” springer i ørerne. Indledningsvis hamrer Per Jørgensen på trommerne, som var det selveste Animal fra gode gamle The Muppet Show, der sad bag gryderne.
“I Remember the Days”, “What the Young People Want” og singlen “Revelation of Love” brager også rent ind med alle deres pophit-agtige egenskaber, men med et skramlende og energisk udtryk, der gør dem langt mere interessante end ordinære ørehængere.
Først ved midtvejsnummeret “Baby, I’ve Got Time” skrues der betragteligt ned for blusset, og der bydes på tilbagelænet og følsom americana. Skæringen er en hamrende charmerende og fængende sag, som sidder fast i hjernebarken efter allerførste gennemlytning.
Efter en omgang fløjten og fuld skrue på Hammond-orglet i form af den stemningsfulde “The Bluverture” er energien igen i top, og hele pladen rundes af med den lange psykedeliske “New Slough”.
Konklusionen er klokkeklar: Dette er en usædvanlig vellykket og medrivende debutskive. Alligevel sidder man med en klar fornemmelse af, at hele foretagendet kunne være gået frygteligt galt. Rendyrket retrorock med utallige referencer til rockhistoriens dinosaurer er et farligt område at begive sig ind på, og det kunne nemt have druknet pga. ærefrygtens hæmmende effekt. The Blue Van går dog så friskt og selvsikkert til sagen og fortolker deres yndlingsperiode i rockhistorien på en måde, som man kun kan have dyb respekt for.
