Det er en smule underligt at skulle anmelde denne plade. Who Will Cut Our Hair When We’re Gone? blev udgivet på den anden side af Atlanten helt tilbage i 2003, men er først for nylig nået frem til disse breddegrader. I mellemtiden er The Unicorns rent faktisk gået itu, og dermed blev denne plade altså deres svanesang. Lad os slå fast med det samme, at det er så fremragende en plade, at det er yderst ærgerligt, at der ikke kommer flere udgivelser fra dette vidunderlige band. Samtidig må man sige, at der er en vis logik i, at Who Will Cut Our Hair When We’re Gone? blev den sidste plade, The Unicorns nåede at lave.
Der er nemlig tale om en regulær kraftanstrengelse af kreativitet, og på sin vis en næsten udtømmende opvisning i at bruge fængende pophooks i en så ufattelig stor mængde, at man som lytter sandsynligvis er flere år om at synke denne plade. Albummet er fyldt med en legesyge, der er næsten uhørt. Her er flere gode ideer, end der er luftbobler i champagne, og alligevel bliver det hele pakket sammen i en helhed, der er mere vandtæt end et alibi i en Columbo-film.
I åbningsnummeret bliver man forført, og man kigger sig ikke tilbage, før hele pladen er slut. Det er ikke en slesk forførelse med massage og stearinlys; det er derimod en charmerende forførelse, hvor man ikke har andet valg end at lade sig rive med af den hæsblæsende livsglæde, der blæser ud af højtalerne. Når linjen “I pretend I die in a planecrash” umiddelbart bliver fuldt op af lyden af en stemme, der siger “sschrrrboooom” ved man, at man har at gøre med noget specielt, og her er vi altså kun lige startet.
Hele vejen igennem leger The Unicorns sig frem til ørehængende og uforglemmelige popsange ved hjælp af Casio-orgler, guitarer, beats og gode ideer. Her er en trilogi om spøgelser til tonerne af yderst levende musik – endda med en lille fløjtesolo som bonus i åbningen af Sea Ghosts. Bandet træder på den helt rigtige side af grænsen mellem at blive inspireret af musikhistorien og så stjæle fra den. Keyboardåbningen til Jellybones giver måske minder om riffet fra Four Tops’ Motown-klassiker It’s the Same Old Song, men alligevel er både åbningen og sangen dybt original.
I Was Born (a Unicorn) er pladens nok allerbedste nummer. Som lytter bliver man hevet med på en par minutter lang rutschebanetur, og man har en klar fornemmelse af, at bandet har det lige så sjovt, som man selv har det. Når Who Will Cut Our Hair When We’re Gone? slutter med linjen “Now, I’m ready to die” fremstammet med et host i det sidste nummer, er ringen sluttet. Heldigvis kan man begynde forfra lige med det samme igen, og ofte vil man også have lyst til det.
Pladen slår nemlig fast med syvtommersøm, at popmusik kan være yderst innovativ, når bare den er rigtig, rigtig god. Lige såvel som en komediefilm kan være hundrede gange mere vedkommende end en dramafilm, er Who Will Cut Our Hair When We’re Gone? 100 gange mere livsbekræftende end visse albums, der svælger i vemod og tristesse.
Who Will Cut Our Hair When We’re Gone? er en popplade for folk, der kan lide pop og for folk, der normalt ikke kan lide pop. Den er kreativ på et helt andet plan, end man er vant til, og så er det gaven, der bliver ved med at give. Ok, den graver sig måske ikke dybt ind i hjertekulen, men den får blodet til at danse i årene, og glimtet til at eksplodere i øjnene. Den gør én glad, og en større ros er det i virkeligheden svært at hive op af posen.
