Da jeg var 11, elskede jeg computerspillet Sensible World of Soccer. Jeg gik op i det med liv og sjæl, og oppe i mit hoved forvandlede min fantasi den flade 2D-grafik til superreelle tredimensionelle billeder. Det gjorde også, at jeg, når bolden røg ud over sidelinien og dermed ud af billedet, drejede hovedet lidt til siden for at forsøge at se ind bag skærmens kant i håb om at finde ud af, hvor langt væk bolden var røget.
På samme måde har jeg en umådelig lyst til at kunne se hele vejen rundt om Autechres ekstremt rumlige lydkonstruktioner. På Untilted, Sean Booth og Rob Browns ottende album, er duoens massive og voldsomt detaljerede electronica ofte bygget op af så mange lag og effekter, at jeg ville ønske, at jeg kunne fryse lydbilledet og bevæge mig rundt om og bag om det for at finde ud af, hvordan Autechre egentlig har gjort: Hvad er det, der brager? Er der en lillebitte melodi dernede ved basgangen?
Men den slags dvælende soniske opdagelsesrejser giver Booth og Brown aldrig lov til. Der bliver gået til stålet fra første øjeblik med “LCC” og dets pågående, hårdtslående beat, og det runger og buldrer i lydbilledets underste lag, så man for en stund mindes Throbbing Gristle og deres støjfyldte industrial.
På skrift kan det måske lyde, som om Untilted er en ren og skær fortsættelse af kursen på det seneste album, Draft 7.30. Og Autechre er ganske rigtigt stadig nærgående og kompromisløse – men denne gang foregår deres nådesløst direkte udladninger hovedsageligt i 4/4-takt. Der er skruet langt ned for de forvirrende, overdrevent rundtossede tempo- og rytmeskift, som har gjort duoens produktion fra de seneste år særdeles svært tilgængelig.
I “LCC” sniger der sig ligefrem en lille melankolsk melodi frem, og den får lov at vokse sig så stor og behagelig, at den forer nummerets sidste halvdel og for en gangs skyld fjerner de fleste af musikkens modhager.
Men det er altså fortsat ikke perlende pop, Booth og Brown serverer os. “Ipacial Section” åbnes med et diskant, klirrende beat, der springer omkring som en højspændt hoppebold i en værktøjskasse. Gennem nummeret klippes beatets bestanddele igen og igen i stumper og stykker og rekonstrueres på ny, mens en minimal, buklende melodi og en undertrykt lys klangflade er de eneste elementer, der akkompagnerer beatet.
Hen mod slutningen udvikler nummeret sig i en ganske drømmende retning, da beatet trækker sig tilbage til fordel for en sitrende, flaksende flade af glitch, der løfter nummeret op fra den dybe, rumlende undergrund.
Men straks “Pro Radii” begynder, er vi helt dernede igen. Bassen er så dyb og rumler så sammenbidt, at gulvbrædderne er på vej til at blive gennemboret. Det er særdeles ildevarslende og bliver ikke rarere af den vedholdende beskydning med ultrakorte vokalfragmenter og små abrupte samplinger af jublende hujen.
Efter et par minutter viser “Pro Radii” dog, hvor dygtige Autechre er til at komponere og strukturere deres numre. På elegant, nærmest ubemærket vis bevæger nummeret sig glidende mellem drum’n’bass-agtige synkoperinger og passager med mere finkornede, knitrende programmeringer.
Desværre vælger Autechre med “Augmatic Disport” at vende tilbage til de forrige pladers totalt kaotiske taktarter. Beatet tæsker hårdt igennem i svært gennemskuelige mønstre og er umuligt at få sat ind i en sammenhæng. Da nummeret efter en god håndfuld minutter endelig ender i en mere dubbet stil uden infernalsk rytmik, ænser man det ikke rigtig af ren og skær lettelse.
Det er imidlertid også det eneste reelle fejltrin på Untilted. Selv om den 15 minutter lange sønderskudte space-funk i det vuggende “Sublimit” godt kunne have tålt at blive kortet en del ned, er den sidste halvdel af pladen som helhed udmærket. Der er ikke de helt store overraskelser, og de metallisk klingende numre springer ikke lige så meget i ørerne som de første tre. Men det ændrer ikke på, at det er svært ikke at blive revet med af den insisterende, ganske dansevenlige omgang minimal-techno i “The Trees”, hvor de forvredne electrosynths syder og bruser.
Der ville være noget nærmest inhumant over at holde af Autechre – for hvordan kan man dog føle noget for maskiner? Untilted er bestemt heller ikke en plade, man falder pladask for i løbet af to gennemlytninger. Efter 10-12 rundture i afspilleren viser den sig til gengæld klart at være et skridt opad på kvalitetsskalaen set i forhold til både Confield og Draft 7.30.
Ja, de små stumper af tung, hæs vejrtrækning, der svagt kan høres i både “LCC” og “Ipacial Section”, tyder endog på, at Autechres maskiner igen er begyndt at længes efter livet og følelserne efter nogle års eksil i forskruede, utilnærmelige egne. Og de skal være hjerteligt velkomne til at kigge herud i sollyset lidt oftere.
