En tonefilm uden lyd kan være meget irriterende, og det viser i virkeligheden, hvor stor en del lydsiden er af film som medie. Broadway Projects musik er næsten som at være med i en film – eller i hvert fald som at se en film – og selv om billedsiden mangler, er der masser af stemnings- og næsten handlingsskabende numre på Broadway Projects andet album, The Vessel.
Pladen udkom egentlig i Europa i 2003, men nu er albummet blevet remastered og udgivet i USA med tre bonusnumre. Bag Broadway Project gemmer sig Daniel Berridge fra Bristol i England, og han har lavet filmmusik til både BBC og Channel Four. Og det er ikke overraskende, for hans musik er også ekstremt filmisk i sit udtryk. Med sløve hiphopbreaks og inspirationer fra avantgardejazz og strygere og horn fra 60’erne og 70’ernes filmmusik skaber han en fantastisk stemning på The Vessel.
Albummet åbner med nummeret “Beauty”. Med et knitrende undertæppe og en marcherende trommerytme bliver lytteren hurtigt suget ind i en længselsfuld, æterisk hymne, der også indeholder en spøgelsesagtig, svagt stønnende vokal. Det er næsten skræmmende, så hurtigt Daniel Berridge kan skabe en stemning. På “Beauty” sker det faktisk på under 20 sekunder.
Det efterfølgende nummer, “I Believe in Superman”, åbner med et blæseinstrument og en smule jødeharpe, som straks hensætter lytteren til Nordafrikas ørkener med en stegende sol og en befolkning klædt i lange, hvide gevandter. Det er en stemning, som Daniel Berridge skaber andre steder på albummet som i det mere beatprægede “From Treetops” og det efterfølgende “Revolution Waltz”. Men stemningen af sol og Afrika er mest udtalt på dette nummer. På “I Believe in Superman” bliver ørkenstemningen dog lidt spoleret af vokalen, der ødelægger illusionen.
“The South Coast” er det første af flere tunge, beatorienterede instrumentalnumre. Her er inspirationen fra Bristols triphop-scene tydelig med slæbende, tørre beats og en vrælende, baglæns-spillet guitar bagerst i lydbilledet. Musikalsk set må det betegnes som en ret speciel form for instrumental hiphop, der får sin stemning fra synth-klangflader. Det fungerer godt, og det er generelt, som om Broadway Project faktisk skaber bedre numre, når vokalen, der fremføres af Richard Palmer, er droppet. Et andet eksempel er det ligeledes slæbende “Linear 7’s”.
Der er dog undtagelser og dermed fine numre med vokal. Unborn har droppet de fleste filmiske elementer og er en sød ballade med strygerakkompagnement. “Revolution Waltz” formår at flette vokalen ind i et slør af ekkoeffekter, hvilket gør, at den ganske naturligt bliver en del af den meget emotionelle og billedskabende musik.
The Vessel bugner af filmisk musik, der med effektive, stemningsskabende virkemidler formår at sætte lytteren i forskellige situationer. Men overbuddet af forskellige, musikalske lag og stemninger er også et af problemerne ved Broadway Projects andet album. Det er blandt andet derfor, at instrumentalnumrene fungerer bedre. Musikken på The Vessel svulmer hele tiden en smule over, hvilket man kan klare i små doser. Men gennem et helt album er det svært ikke at få for meget af den stemningsproppede musik.
