Som så mange andre sangskrivende amerikanere, har Jason Molina set lyset i at få sig sit eget E-Street Band, Crazy Horse, Heartbreaker eller hvad man nu kalder sådan et orkester. Magnolia Electric Co. er første teambuilding-lektion for den triste mand fra det mørke Amerika, og det lyder, som om han kan lide det.
Bag det håndværksklingende navn gemmer sig fine musikere, som Molina giver plads og mulighed for at udfolde sig. Senest vist på den første reelle Magnolia Electric Co.-udgivelse, liveoptagelsen Trails & Errors fra begyndelsen af 2005.
Specielt det akustiske guitarspil samt lap-steelen fra Mike Brenner rammes fint ind, og det endegyldige bevis på, at Magnolia Electric Co. ikke er en inkognito Jason Molina-solo, er The Night Shift Lullaby, hvor Jenny Benford fra Jim & Jennie and the Pinetops får lov til at bruge mikrofonen uden nogen indblanding fra Molina.
Whatever Comes After the Blues har naturligt nok ikke samme live-lyd som forrige udgivelse, og sangene er knap så rockede, men mere intime. Pladen giver associationer til en hytte i skoven, mørke, bål og lange skygger, der gradvist toner ud, til solen står op, og lyset vælter ind.
At der lægges ud med et af to numre fra netop Trails & Errors, kan virke lidt paradoksalt, men ikke desto mindre er The Dark Don’t Hide It stadig highway-rock med røvballe-jeans, ternet skjorte og støvede boots, og den elektriske guitar går arm i arm med lap-steel og piano. Det klæder det rockede nummer, at Molina har fået en kvinde som Jennie Benfords ind over omkvædet, for sangens tunge dødstema bliver en anelse lettere at kapere ved hjælp af lidt englesang.
Samme kvinde synger som nævnt for på Night Shift Lullaby, som sættes i gang af Mike Brenners lap-steel guitar, der også styrer omkvædene. Benfords stemme er temmelig lys i forhold til det, man ellers bydes på hos Magnolia Electric Co. Der er lysår imellem udtrykket i Jason Molinas vokal, der som altid er dyster, talende og nasal, og Benfords fine og lyse Emmylou Harris-countrybetoninger.
Kompositionen fejler intet, og Night Shift Lullaby er et velspillet nummer, men selv efter adskillige gennemlytninger kan det være svært at forholde sig til et nummer med så lyst et udtryk, når pladen og dirigenten Molina generelt set ikke står for det koncept.
Et andet nummer, der også var at finde på Trails & Errors, Leave the City, er næsten identisk med forgængeren og lyder stadig som noget, der er høvlet sammen midt om natten i kabinen på en truck med Molina bag rattet. Titlen fortæller det hele, og sangen om et brud, man allerede er begyndt at fortryde, mens man forlader lysene fra byen, er lige så smuk, som den er trist. Jennie Benford byder ind i omkvædet, og det fungerer bedre, når de to sangfugle kombineres. Molinas tristesse lettes en smule af Benfords englevokal, der samtidig får et melankolsk touch fra modspilleren.
Et af de store og dystre, men også ufatteligt smukke numre, er Hard to Love a Man, der åbner med en stille og blid cocktail af akustisk guitar, tromme og lap-steel, der lyder som Stairway to Heaven udsat for country. Nummeret bygges langsomt op og ender i ren fryd og gammen, da Dan Macadams violin virkelig kommer til sin ret. Et virkelig godt bud på det perfekte nummer til afslutningen på en film, hvor kameraet zoomer langsomt væk fra hovedpersonen, og alt ender i farver og prikker.
I Northstar Blues omkranses Molinas vokal af en akustisk guitar og en violin. Det enkle, spartanske nummer sætter den rette stemning for den livsløgn, selve livet indeholder, når man ikke slår til: “How can I be the only one / whose life can’t live up to the lie?” Violinen giver nummeret et folk-agtigt præg, der virkelig giver temaet ånd og sjæl.
Lyset kommer for alvor frem på solopgangshymnen I cannot have seen the light. Et aldeles fremragende og stemningsfyldt nummer, der ikke gør brug af andet end en akustisk guitar, men Molina og hans vokale co-driver Jennie Benford giver fuld valuta for pengene. Inderligheden i deres vokaler forstærker sangens udtryk, og spørgsmålene bliver besvaret fra den ene til den anden. “Do I have to be alright / all of the time? – No one has to be alright / all of the time.”
Tanken om, at man ikke altid kan gå rundt og ligne en påtaget glad klovn, går godt i tråd med de dæmoner, der ifølge Molina skal bekæmpes som en naturlig del af livscyklussen.
Dette nye projekt/band/familie eller hvad man nu skal kalde Magnolia Electric Co, bliver spændende at følge. Jason Molina dyrker sin nye teamfilosofi som Bjarne Riis på CSC. Det er der kommet meget godt ud af, og specielt de detaljerede guitarflader med masser af lap-steel står godt sammen med tilførelsen af østrogen på vokalsiden. Sangskrivningsmæssigt er det stadig en melankolsk pen, der føres, men blækket er knap så sort, som det plejer. En rigtig fin fødsel for Molina-projektet.
