Når man spillede computer i de gode gamle Commodore 64 og Amstrad-dage, vidste man, at når der stod Player one ready, skulle man gøre sig klar ved joysticket. Pet, som mestendels er et soloprojekt for André Abshagen (kendt fra berlinske Dauerfisch), har meget passende valgt denne sætning som titel til sit debutalbum, for Pets lyd består af gamle 80’er-moog-synthesizere og glam-guitarer, og musikkens karakter virker til tider inspireret af computerspillenes enkle kendingsmelodier.
Pets første plade har i diverse udenlandske musikmagasiner fået påklistret superlativer som “a sparkling jewel” (Q Magazine) og “lots and lots of fun” (Jockey Slut). Ingen af disse påtegnelser er specielt dækkende for Player One Ready. Det er faktisk The Sunday Times, som rammer bedst ved at betegne albummet som “an ideal summer album”, for Pet spiller en ukompliceret og til tider dansabel blanding af power-indierock og moog-pop – meget lig, hvad tyske Mina har forfinet gennem flere år.
Men det er lidt, som om Pet lægger op til masser af sjov og ballade, mens den sprudlende legesyge eklekticisme, som Pet så gerne vil udstråle, ikke for alvor findes i musikken. Og Player One Ready har som album svært ved at komme i gang og holde tempoet hele vejen igennem. “No Yes No” er ikke den bedste åbner, for melodien er svag, gentagelsen af guitarriffet bliver irriterende ensformig, og opskriften, som byder på genkendeligt synthtema, dansable trommer og ditto guitarer, er hørt før og bedre.
Det er faktisk først halvt henne på albummet, at Pet med “Time to Leave” viser, hvorfor The Sunday Times har betegnet albummet som et sommeralbum: Nummeret begynder med en lille, lidt primitiv guitar-rundgang, som fortsætter videre sammen med André Abshagens vokal, indtil omkvædet breder guitaren og retrosynthen ud og bliver større og nærmest livsbekræftende uden at nå kvalmegrænsen.
Den samme tilbageskuende, moog-baserede powerglamrock fortsætter på resten af albummet. “Snooze” lyder som en herreversion af Saint Etienne med plastikstrygere og vocoder, mens “Sleepless” er mere rocket, og nummeret sågar en progrock-guitarsolo. “Picnic by the Sea” er en helt beatlesk afslutning med lidt af den samme storladenhed i omkvædet som “Time to Leave”.
Indimellem dropper André Abshagen vokalen, og der er fire instrumentale numre på albummet. Mest interessant er “Intro Theme”, som lyder fuldstændig som temaet fra et computerspil – det kunne være det klassiske bilspil Outrun, hvor spilleren kører racerløb i en rød Ferrari. Nummeret har i modsætning til de andre instrumentale numre et godt melodisk drive.
Pet hverken sejrer eller fejler med Player One Ready. Det er ukompliceret glam-computer-rock, som enkelte steder får lytteren op og danse, men der er for mange dårlige og døde momenter på et generelt ujævnt album. Det kunne have været en god ep, men nu er det (desværre) bare en jævn lp.
