Hvis man flytter fra den ene af verden til den anden, burde det vel kunne forventes, at man ændrer sig en smule. At man bliver påvirket af sine omgivelser og det, man ser, og derfor ændrer sin personlighed en smule. En flytning kunne derfor resultere i, at man som kunstner ville producere noget radikalt anderledes end dét, man tidligere har præsteret.
Det er underligt nok ikke tilfældet for Anticon-rapperen Sole, der før udgivelsen af dette album flyttede fra USA til Spanien. Ikke meget har ændret sig, hverken musikalsk eller tekstligt. Der er stadig tale om et kaotisk mix af alle stilarter med den hyperaktive Soles ytringer omkring alskens emner.
Anticons hofproducer, Odd Nosdam, lægger ud i fin form med den fremragende “Cheap Entertainment”, hvis bærende sample lige så vel kan bestå af en forvrænget latter som af et eller andet ubestemmeligt instrument. Sole træder også selv hurtigt i karakter med linjer som »I’m not anti-anything / I’m anti-everything / It fits better« og »If I was a religious man / I’d pray for an apocalypse / If I was me / I’d still pray for an apocalypse.« Så er dén ligesom sat på plads: Sole er stadig ikke tilfreds med verdenssituationen.
Men Soles tekster er ikke, som man måske kunne frygte, en omgang tyndbenet kritik mod Bush-organisationen. Han har en absurd humoristisk sans, der blandt andet viser sig, når han i den fine, men for korte “Predictions” forudser, at »Debbie Gibson will make an electronica comeback / Ice Cube will go feminist,« men han er heller ikke blind over for problemerne hos anti-Bush-bevægelsen: »How many moms can you fit on a picket line with “blood for oil” signs? / This movement is a joke.«
I den funky “Manifesto 232”, der inddrager human beatbox og forvrængede samples, formår Sole også lige at smide en enkelt stikpille mod verdens vel nok mest succesrige sportsmand: »Tiger Woods is a rich man / Sweat shop kids don’t understand / Why Tiger Woods make more money than them.« Selv USA’s uafhængighedserklæring kan ikke undgå Soles barberbladsskarpe tunge på den aggressive “Dumb This Down”: »Somebody once told me / All men were created equal / You’re not created in a womb / You’re created in a classroom by rich people.«
Ikke overraskende er Live From Rome, som de fleste hip-hop albums, for langt. 17 numre er alt for meget, og det kan være svært at forstå, hvad lytteren skal bruge de numre, der ikke engang varer to minutter, til. De virker kun som forvirrende mellemspil, der gør helheden mere flimrende end godt er.
Live From Rome er ikke en skelsættende plade, hverken for Anticon eller Sole. Den lægger sig i fin forlængelse af begges bagkatalog og gør ingen til skamme. Hverken label, kunstner eller producere. Men det er måske problemet. Sole skulle måske forsøge sig med noget, der vil være fuldstændigt ulig, hvad han tidligere har lavet. Noget så ambitiøst, at han i værste fald risikerer at falde på halen, eller i bedste fald sprænger rammerne for, hvad hiphop kan. Er det ikke netop dét, den alternative del af hiphopmiljøet skal? Det burde det i hvert fald være, og netop en sådan bedrift ville kunne sørge for, at Anticon kan holde fast på titlen, som det vel nok vigtigste alternative hiphoplabel i øjeblikket.
