En gang imellem dukker der plader op, der inviterer til, at man bliver decideret forelsket i dem. En sjælden gang imellem forvandler forelskelsen sig langsomt, men sikkert, til en dybere og mere vedvarende følelse af, at man har fundet noget helt specielt. En yderst sjælden gang hører man musik, der får én til at glemme alle de plader, man er blevet vedvarende forelskede i. Okkervil Rivers nye album Black Sheep Boy er den slags musik, og det tager én med på en emotionel rutschetur, der er så hamrende intens, at tur-passet bliver slidt op hurtigere, end man kan nå at rime hjerte på smerte.
Som lytter af denne til tider rockende og støjende americana modtager man nemlig konstant dybe hug lige i mellemregionen, men det føles dejligere, end man nogen sinde har kunnet forestille sig, at den slags kunne føles. Man får stik i hjertet, men det er den slags stik, der er af det gode, fordi de minder én om, at man har et hjerte. Man er udsat for en lytteoplevelse, der er simpel og ligetil, men samtidig noget langt ud over det sædvanlige.
Pladen er pakket ind i temaet om the Black Sheep Boy, der tager udgangspunkt i det Tim Hardin-covernummer, som starter det hele. Sang efter sang er det en fortælling om kærlighedens mange ansigter og udviklingen fra naiv til kynisk til naiv til opgivende til tilfreds – en følelsesmæssig dannelsesrejse for familiens og verdens sorte får. Den slags ville måske være kvalmende og klichéagtigt, hvis det ikke var så umanerligt godt udført.
Det korte åbnings- og titelnummer bliver afløst af en af de mest pirrende intense sange, der er lavet længe. I “For Real” skriger og tørster Will Sheff efter den ægte vare, hvad enten det er smerte eller parforhold, mens musikken med tiltagende støj bygger op til et imponerende og hjerteskærende klimaks. Det er fremragende, og et af de første mange højdepunkter på en plade fuldstændigt blottet for fejl og fyld.
“In a Radio Song” går forførende ned i tempo, mens det brusende pop-nummer “Black” er mindst lige så livsbekræftende som et flirtende blik på en varm sommerdag. På det tidspunkt har man for længst overgivet sig til Will Sheffs medrivende vokal.
“A King and A Queen” er let melankolsk og dybt romantisk indiepop, mens “A Stone” er simpel poesi på musikalske vinger. “The Latest Toughs” er svaret på håbet om, at der gerne måtte komme endnu et pop-nummer ligesom “Black”, mens pladens måske bedste nummer er “So Come Back, I Am Waiting”. I denne episke sang folder Okkervil River hele deres repertoire ud og serverer det som otte minutters musikalsk magi.
I det hele taget forløser Black Sheep Boy det store, store potentiale som Okkervil River i stigende grad har vist med gruppens hidtidige udgivelser. Intet er forkert eller overflødigt på albummet, der ligesom alle mesterværker vokser og vokser, jo mere man hører det. Det er en sjældenhed, at elegance, indlevelse, nerve og variation smelter sammen i en sådan grad, at “perfektion” er det ord, der går igen, når man skal beskrive denne plade.
Black Sheep Boy har alt, man kan forlange af musik, hvis man er en af dem, der abonnerer på holdningen om, at autenticitet er langt vigtigere end originalitet. Man har vel næppe hørt noget med samme emotionelle pondus, siden Jeff Mangum som Neutral Milk Hotel betog os med In the Aeroplane Over the Sea. Begejstringen bør ingen ende få. Det her er fantastisk.
