Kan I huske dengang, hvor det at have et sideprojekt var noget specielt? Det er det ikke rigtigt længere. I dag har ethvert amerikansk rockband med respekt for sig selv et eller andet sideprojekt, hvor de spiller noget americana-lydende noget.
Okay, måske er det lige en overdrivelse, men der er i hvert fald mange, og Old Canes er et af dem.
Old Canes er Chris Criscis (fra rockbandet The Appleseed Cast) måde at udtrykke sig country-folk-agtigt på. Og Early Morning Hymns er langt hen ad vejen også fin at hilse på, men i længden bliver man lidt træt af samtalen. Det er ganske, ganske hyggelig musik, og efter de første tre-fire numre er man ret så begejstret. Men der er desværre ikke gods nok i det til en hel god plade.
Blue Eleanor starter ellers pladen ganske medrivende, og så tager Old Canes det endda et nøk opad i Taxi on Vermont. I de to numre demonstrerer bandet en lettere kaotisk tilgang til americanaen, som virkelig klæder numrene og ikke lyder helt ulig Bob Dylan på Bringing It All Back Home.
I Both Falling Bright og Life Is Grand kommer der en anelse blidere anslag indover, men der er stadig tilstrækkeligt med kant til at gøre det interessant. Det samme kan man sige om titelnummeret, men det er desværre også på det tidspunkt, at man efterhånden begynder at sidde og tænke: “Ahh kom nu, I må da også have noget andet at byde på.”
Old Canes ved tydeligvis, hvad de gør med deres indie-americana-rock, men opskriften når at blive lidt halvslidt af for meget brug, og så mangler der lige en hemmelig ingrediens. De akustiske guitarer lyder godt, det samme gør mundharmonikaen, og Chris Crisci formår med sin støvede og lettere dovne vokal at skabe en hyggelig ude-på-landet-i-de-små-byer-stemning. Altså, musik der er så typisk amerikansk, at det er tæt på at være kliché-agtigt på den dårlige måde. Men Old Canes har dog trods alt en troværdighed, der forhindrer, at de falder ned i den kategori.
Bandet vil bare for lidt med denne plade. De virker tilfredse med at være hyggelige og rare, og selv om de også er gode til det, er det ikke nok til at være interessante i længden. Early Morning Hymns er en plade, der ikke falder igennem på noget tidspunkt, men som samtidig mangler at have tilstrækkeligt meget på hjerte til at blive andet end tidsfordriv. Baggrundsmusik som ikke generer, men lidt for sjældent begejstrer.
