Det sort-gule, kraniebeklædte cover markerer et musikalsk ståsted et sted imellem hård rock og knaldende gotik. Bandet selv foreslår termen “80’s roller-skating music played by a metal band”. Men i praksis trækker Philadelphia-kvartetten Hail Social på sit selvbetitlede debutalbum først og fremmest på alternativ engelsk rock, nærmere bestemt new wave og punk, som den lød i 1980’erne og start-90’ernes England.
Hail Social sparkes effektivt i gang af “Hands Are Tied” med to indledende trommeslag og et knald af en guitarrundgang. Rent og klart, rock og rul, råt for usødet. Og 15 sekunder efter sætter forsanger Dayve Hawk i med en desillusioneret og halvdesperat tekst om at være fanget og fastlåst – »My hands are tied of you / (…) there’s nothing left of me« – fremført med en indædt og ildevarslende vokal, der ikke lader en ung udgave af Manic Street Preachers’ James Dean Bradfield meget tilbage. Et godt og gedigent rocknummer, der ikke gør det sværere, end det er, og netop derfor er en fin åbner.
I næste skæring, “Get in the Car”, sættes tempoet ned, og de indædte rocktrommer afløses af underspillet diskoficerede takter og diskrete håndklap. Guitarene klimprer lysere og mere legende, men teksten modsiger musikken og understreger endnu en gang alvoren i en kynisk mimet kønsakt: »This is for real, so for real / Get in the car, get in the backseat, and then you go all the way.«
Mere fortrøstningsfuldt bliver det på “Come Out Tonight”, der som titlen antyder ganske simpelt handler om at gå ud og more sig: »There’s a radio on that plays your favorite song.« Kombineret med det punk-funk’ede akkompagnement er man halvvejs på vej ud af døren for at tage del i nattens løjer.
Og med den efterfølgende “Repetition”, der glimrer ved sit Cure’ske anslag, broderende akkordspil og en fintfølende, neddæmpet melodiøsitet – ja, så tyder albummets første halvdel på, at Hail Social er godt på vej til at blive et brag af et debutalbum.
Desværre taber albummet intensitet herfra, og ingen af de efterfølgende fire numre formår for alvor at få ordentligt fat i hverken ører eller fødder, mest af alt fordi Hail Social på disse skæringer ikke er i besiddelse af tilstrækkeligt interessant melodimateriale. Og i takt med denne negative udvikling taber man stille og roligt interessen for albummet … indtil afspilleren når frem til den afsluttende “No Title”. For her får gruppen igen gang i gasblusset og fyret op under en effektiv, fyrrig og temmelig dansabel afslutningsraket, der med et sæt minder én om, hvorfor man til en start var venligt stemt over for Hail Social.
Og hvor ender denne anmeldelse så henne? Et sted midt imellem det rigtig gode og mere middelmådige med en flot flugtende pil opad. For selv om albummet som antydet mangler det sidste melodimæssige nøk op ad – nogle flere sange, der uden omsvøb sparker døren ind og barrikaderer sanserne – rummer det alligevel tilpas mange beviser på kompetent, inciterende og iørefaldende sangskrivning til, at man gerne tager endnu en svingom med Hail Social.
