Lige siden Kraftwerk gjorde opmærksom på, at det ikke var en hvilken som helst bil, de brugte som lydkilde på nummeret Autobahn, men lige nøjagtig Ralf Hütters folkevogn, har forskellige musikere og kunstnere inden for den elektroniske musik, når der var en pointe i det, benyttet sig af muligheden for at oplyse om samplingskilder. Og som i den konceptuelle billedkunst bliver også de musikalske værker løftet et niveau højere op, når man ved, hvad det er, man hører. Det gør en forskel, om der rent faktisk er lort i Manzonis dåser, om trommerytmerne “bare” er hevet ud af en computer, eller om de er spillet live (og siden samplet) på et hjemmelavet trommesæt bygget op af tomme kildevandsflasker – som det f.eks. er strategien på “These Branded Waters” fra Matthew Herberts nye cd Plat du Jour.
Dette nummer er, ud over at det har en herlig fløjtende melodi og i sin rytme lyder som en march for lilletromme, en besk kommentar til den vestlige verdens vandforbrug. Alle lyde er lavet ved at puste i vandflasker fra San Pellegrino og ved hjælp af ovennævnte trommesæt – som i øvrigt består af vandflasker fra bl.a. Evian og Dasani (ejet af Coca Cola) og San Pellegrino, Perrier og Vittel (alle ejet af Nestlé). Og det er selvfølgelig en pointe, at vestlige forbrugere smider om sig med penge til vand på dyre flasker (der oven i købet viser sig at være ejet af ganske få konglomerater), imens den tredje verden tørster. “These Branded Waters” varer fem minutter og 30 sekunder, fordi kun 53% af Bangladesh har sanitet, og det swinger derudaf med 182 bpm, fordi man bruger 182.000 liter vand til at fremstille et tons stål (underforstået: Var det ikke bedre, om vandet blev drukket end “spildt” på stålfremstilling?). Så er tingene ligesom sat i perspektiv!
Plat du Jour forholder sig på højst finurlig vis til den vestlige verdens forbrug af fødevarer – våde som tørre – og Matthew Herbert demonstrerer endnu engang, at han er det 21. århundredes protestsanger. Meget er sket siden tressernes akustiske guitar og skråsikre meninger – i dag er sampleren det foretrukne instrument, og de politiske holdninger er ikke det første, der møder én. Snarere tværtimod – faktisk skal man selv klikke ind på hjemmesiden www.platdujour.co.uk, hvor Herbert beskriver samtlige numres samplingskilder og leverer en overordnet begrundelse for, hvorfor denne musik overhovedet er blevet til, før end sagens rette sammenhæng går op for én.
Og det giver jo mulighed for at nyde musikken, som det den også er: bare musik. Plat du Jour er en atypisk Herbertplade. Her er mere støj, end der plejer at være, flere mærkelige lyde, færre deciderede melodier, mindre elektronisk jazz. Faktisk er det kun “Celebrity”, der lyder som noget, vi kender: Sunget af hustruen Dani Siciliano er det et lækkert produceret nummer med et super-catchy omkvæd og et bevis på, at Herbert snildt kunne slå sig ned som hitsnedker – hvis altså ikke verden skulle vækkes af sin forbrugerdøs først. Nummeret er nemlig et spark til diverse berømtheders hang til at reklamere for læskedrikke og andre madvarer, som alle tilfældigvis – som det tørt konstateres på hjemmesiden – er møntet på børn og alle sammen er af tvivlsom næringsmæssig værdi…
Andre highlights (det er svært! Alt er ret godt) på denne øjenåbnende cd kunne være “White Bread Brown Bread”, der lyder som et vredt calypsoband, som tæsker løs på ituslåede olietønder – i virkeligheden er det hele lavet ved hjælp af en toaster og pakker med brød. Eller hvad med “Hidden Sugars”, der er et sandt mylder af rytmer, bygget op af en enkelt coladåse og et stk. sukker? Dette nummer er karakteristisk for Plat du Jour af to grunde: En marimbalignende lyd er dominerende som i de fleste andre numre, og denne pseudomarimba giver Herberts musik en næsten primitiv, stammepræget karakter. Det cykler derudaf i cirkler, og sine steder er det næsten ren gamelan. Og ofte er det mere de rytmiske accentueringer af de forskellige lyde, der kommer til at fungere som numrenes melodi frem for en decideret melodistemme.
Til sidst bør nummeret “Nigella, George, Tony and Me” nævnes. En længselsfuld, melankolsk melodi befinder sig i det fjerne, en gang imellem og ganske urytmisk lyder nogle skud, og langsomt arbejder en motorlarm sig tættere og tættere på. Det rumler og knaser, glas splintres, og ud af denne destruktion dukker et loop op, der danner grundlag for et skarpt opklippet nummer. Hvad det er? Det er såmænd Herberts rekonstruktion af det måltid, som den berømte kok Nigella Lawson serverede for George W. Bush og Tony Blair, da førstnævnte takkede sidstnævnte for støtte i forbindelse med Irakkrigen – og dette udsøgte måltid kører Herbert så over med en tank!
Værsgo’ og spis.
