“bury me bury me upon layers of
dust earth grit and sound fill my lungs make me
never breathe air again make me breathe sound”
Disse linier er en komplet forklaring af, hvad det går ud på. Symptoms ånder lyden, indtager lyden, lever af lyden. Dette er de første ord fra det første skærmbillede, inden man træder ind i Discipline – én af i alt tre cd’er og tre tilhørende slideshows, sammenhængende og helt gratis.
Det er ikke til at undgå at opbygge en vis forventning til et projekt med dette ambitionsniveau.
Discipline er kæft, trit og retning. Det er stram elektronik, der står afventende, lyttende og til tider dansende, mens den slynger sig rundt om sig selv. Musikken lader sig selv stå fast og kigge rundt, mens den samtidig bygges op mod noget. Der er måske xylofon eller måske klokkespil med statiske strygere pustende i nakken.
Imens kører der på skærmen sort-hvide billeder af træer, som undervejs forvandler sig til lysende kæmper, der bruser frem mod verden, tramper og råber. De skifter udseende, og der er fabeldyrsnæsehorn og hiphoppere og tvillinger, der kæmper sværdkamp, og to øjne under en gren og to ben på hovedet i jorden – og måske har slet intet af det forvandlet sig i virkeligheden.
Discipline er usikkerhed under disciplin. Det er elektronik, men både for øjnene og ørerne lader det menneskelige til at ligge lige under og lure. Billederne gentager sig igen og igen, og lyden hakker, og man tvinges rundt og danser med træerne, der har kræfter og knuger éns hånd, så man er nødt til at vælte bagover og lukke øjnene.
Joy starter som en varm hånd på et levende klaver. Lyden smyger sig om én, og man holder øjnene lukket endnu. Tankerne skubbes i retning af Stars of the Lid. Billederne viser isstykker og vanddråber, og det skærer sammenhængen i stykker. Man knuger hænderne og håber, at de blot en enkelt gang vil skifte som musikken og vise noget nyt – noget, der om ikke alene, så i samspil med musikken ville give sug i maven. Men nej.
Musikken lever til gengæld, og man bombarderes med åndedræt uden at vide, om det er den sidste udånding eller ekstatisk nydelse. Det her kunne være Microphones i ambient-humør, og det er strålende, men billederne er døde, og vi ville klare os bedre uden.
Joy er en lagkage uden kvalme, og det hele bygges op og op og op, og man svøbes i varme og åndedrag. Nok er det elektrisk, men det når ikke at blive koldt. Rytmen banker, langsomt, men den banker, og jeg tog mig selv i at vippe med hele mig, da jeg hørte pladen uden billeder. Her er det bedste fra de bedste – og noget uidentificerbart og ukendt, der stammer fra Symptoms selv. Alt man kan og bør og vil gøre, er at lægge sig på ryggen på et gulv eller en seng eller det nærmeste og ånde denne lyd.
Violence puster ud, puster ind, puster ud, puster ind. Jeg mærker det i nakken.
Her står vi på stranden, og vi ser vandet bølge frem og tilbage, mens det æder stranden og spytter den ud igen. Det farlige, der er sket, den kamp, der er udkæmpet her, kan slå tilbage når som helst. Måske sniger den sig i dette øjeblik ind på os, men vi bliver ved med at kigge ud over havet, lader os vugge frem og tilbage af bølgerne. Frem og tilbage.
På skærmen er der visne blade med blå og røde blomster, og igen er det uvist, om det her er ægte, og om det forandrer sig. Til en skuffelse er den røde tråd mellem lyd og billeder stadig knækket, og kun enkelte gange finder den vej og giver det eftertragtede sug i maven og den overvældende følelse af universel symbiose.
Et rumskib svæver ind over vandet, mens bip-lydene kæmper sig vej ind gennem hinanden og foran hinanden. De er stædige og insisterende, og alle vil de høres. Nu er der knas på linjen, og det lyder faretruende, men vi ved, at det her er Violence.
Denne trepak er på lydsiden et pletskud, en vellykket indfangning af begrebernes kompleksitet og som ambient, der ikke prøver at være andet end ambient, en fryd for et kræsent øre og en anmelderhjerne, der ikke er tilpasset til elektronisk musik.
Desværre føles idéen med en større sammenhæng, en sanselig helhedsoplevelse, ikke gennemført. Billederne virker livløse, og kun i få sekunder anes en tanke, der spænder ind over musikken. Efter få minutter gentages de samme, og de tjener ikke andet formål end at bortlede opmærksomheden fra musikken, der ellers kræver den fulde.
Musikken fortjener at være musik og intet andet, og som Klaus Ammitzbøll selv nævner i sin pressemeddelelse, har dette forsøg på at tage musikken et skridt videre lænket lytteren til computeren. Det er et minus, der skærer sig ind i et hjerte, der hellere ville svæve væk i billeder bag lukkede øjenlåg.
