Jeg aner ikke, hvor længe grime kommer til at spille en rolle i ny hiphop.
På trods af en stor kærlighed til denne musikstil må jeg indrømme, at der er en klar sandsynlighed for, at levetiden er ganske kort, og at grime forbliver en nostalgisk genstand fra begyndelsen af århundredeskiftet.
Forhåbentlig betyder det, at de plader, der når at dukke op inden for genren i løbet af den korte tid, er det værd. Indtil videre har eksempelvis Dizzee Rascal taget anmelderne med ustyrlig storm, og hans albums er udråbt som moderne mesterværker. Men på trods af dét virker det, som om grime ikke rigtig er slået igennem – og da slet ikke i dronningens Danmark. Herhjemme hører de fleste unge amerikansk hiphop, hvor lyden er gennemsølet af Neptunes og Timbalands skæve og hakkende lyde.
Men hvis der endelig er en gruppe, der skal nå at slå igennem på de hjemlige breddegrader, så må det blive dem her: Virus Syndicate. Et grime-crew fra Manchester (eller “Gunchester” som de kalder det). Det her er musik, der går lige i nakken.
Jeg er godt klar over, at al indie-hiphop-cred allerede er forsvundet, når man snakker om at “slå igennem”, men Virus Syndicate er ikke fra Definitive Jux eller Anticon. Tværtimod er det noget så forbandet gangsta, og teksterne indeholder alle de klichéer, som miljøet ofte (og med rette) bliver tillagt: ho’s og penge.
Undertegnede er lige så træt af at lægge øre til de emner som enhver anden. Især når man ved, at original hiphop sagtens kan tage klichéerne og gøre dem til poesi, jf. Nas.
Men hvad er det, der gør, at grime har vundet indpas hos de alternative lyttere? Til helvede med teksterne. Musikken er sublim.
Beatsene skærer ind til marv og ben, og bassen river så hårdt, at jeg ikke ved, hvordan det kan lade sig gøre. Jeg tror, mange først vil tænke, at bip-bip-spillene ikke har levet forgæves, men det er et spørgsmål om tilvænning. Lige så kompromisløst det er, lige så poppet er det. Melodierne er helt fremme i billedet, og der er decideret fantastiske samples.
Højdepunktet på pladen er det sidste nummer, Taxman. Ærligt talt har jeg ikke en fløjtende fornemmelse af, hvad teksten handler om. Men … det sample altså: Minsandten om ikke Virus Syndicate har nakket det fantastiske tema fra Tim Burtons Batman og gjort det til melodien i nummeret, der bliver en bombastisk og symfonisk oplevelse. Det er innovativ gangsta-grime og fungerer bedre, end man turde håbe på.
Bombastisk er bestemt også ordet, når det kommer til åbningsnummeret Slow Down , der er hiphop-Carmina Burana med kirkeklokker og kor og hvad der ellers hører til, når man vil gøre godt og grundigt opmærksom på sig selv. Det er lige præcis på det punkt, at Virus Syndicate adskiller sig fra en kunstner som Dizzee Rascal. Han er oftest simpel og tør i sine beats, mens Virus Syndicate snarere er storladne og mildest talt bragende. Men samtidig er der plads til det originale i den hoppende og jazzede Clockwork, der sampler en saxofon ind i grime-lyden. Eller On the Run, der er aldeles upoppet og direkte støjende. Et adjektiv, der sjældent høres i forbindelse med hiphop.
The Work Related Illness er i bund og grund et rigtig godt album. Farverigt, hårdt, poppet, ukontrolleret. Måske er det det, der gør, at jeg er forelsket. Alle aspekter af grime og hiphop er dækket ind hos Virus Syndicate, og det er i høj grad vellykket.
Word.
