Sidste år varslede Elephant 6-psychpopperne Of Montreal, at de ville komme på turné i Skandinavien, men kom aldrig til Danmark.
Men all right, hvad kan man egentlig forvente sig af et band, som på navnefronten giver sig ud fra at være fra Canada, selv om de i virkeligheden kommer fra Georgia?
I bund og grund kan man vist bare vente sig, at det bliver en god aften, når Of Montreal til november gør alvor af varslerne. D. 5. november spiller de nemlig (sammen med de danske albumdebutanter Siku) til Club Play/Rec i Huset i Magstræde.
Deres solskinsglødende og alligevel temmelig komplekse popmusik bliver spændende at følge live.
Allerede d. 14. november er der Club Play/Rec igen. Ex-Moldy Peaches-sangerinden Kimya Dawson dukker op og spiller formentlig et primært akustisk show.
Men bor man i Nordjyllands hovedstad, skal man ikke vente helt så længe på at opleve Kimya Dawson. På sin turné, hvor hun har Jason Anderson med sig, kommer hun nemlig til 9000 Aalborg C d. 10. november, hvor 1000fryd inviterer indenfor.