Fire musikere står og mangler forsanger. De fire tager kontakt til en tidligere samarbejdspartner, Troels Abrahamsen. Sammen danner de i april 2004 bandet Veto med et værdigrundlag baseret på aversioner mod hitskabeloner og retrobølger og beslutter at starte helt forfra. Resultatet bliver ep’en I Will Not Listen, der på kort tid er skabt i Vetos musikalske legestue. Pladen repræsenterer en ligefrem og gennemskuelig lyd, der ikke desto mindre fremstår ny og forfriskende.
Pladen sparkes i gang med en massiv energiudladning i form af “You Are a Knife”, der i et stykke tid har ligget i rotation på P3. Troels Abrahamsens stemme skærer klart igennem et skarpt lydbillede, bestående af et dominerende, dybt synthesizertema og kvikke, dog nedtonede, tørre trommer, der danner en god ramme om det nærmest minimalistiske lyriske udtryk. En velkomponeret, energisk banalitet, der tangerer et band som Tiger Tunes i udtryk.
Men euforien lægges hurtigt på hylden til fordel for anden skæring, “From A to B”. Musikken danner hér diskrete, simple rammer om Abrahamsens nu vemodige stemme, der messer: »Is there no one who can help me now? / Is there no one who can guide me out?« suppleret af Jens Skov Thomsens korvokaler. Men hvor “You Are a Knife” havde en meget stringent opbygning, er der i “From A to B” en markant udvikling gennem nummeret. En forøgelse i antallet af markante taktslag og gentagelse på gentagelse af ordene »then she said you have to turn / but turn the other way around« kulminerer i følelsesladede desperationsudbrud – både lyrisk og musikalsk.
Herpå følger “Cannibal”, og melankolien fra det foregående nummer fortsætter, hvor et gennemgående, rungende guitar-riff og et vemodigt refræn skaber tristesse: »This is the real thing / you get no second chance / no helping hands, no easy way out.« Lydbilledet er igen simpelt, men meget udtryksfuldt, og netop “Cannibal” er et godt udtryk for Vetos styrke: at skabe følelsesladede ørehængere uden de store armbevægelser.
Med “Nemesis, Babe” bevæger Veto sig længere – her søger de at flette flere elementer sammen, men det virker simpelthen for anstrengt. Især er tekst og musik disharmonisk, og skylden får teksten, der ikke bærer samme stærke udtryk som musikken – man kan tro, at Veto har skabt tekst og musik hver for sig og så siden har forsøgt at sammenkoble de to. Uden held.
Og det er en skam, for de kan godt. Det beviser “Reset”, der med magt og vælde runder af. Lidt af farten fra “You Are a Knife” hentes tilbage i regulær, rendyrket rock’n’roll-stil. Dertil kommer en naturlig udvikling fra medrivende underlægningsguitar til synthesizerens elektroniske overtag, der modsat “Nemesis, Babe” viser, at bandet kan sammenflette modsatrettede elementer i en højere enhed – inden for et tidsrum af godt fem minutter.
Veto bryster sig af at være et kollektivt selskab, der i fællesskab kreerer både tekst og musik i øvelokalet. For musikkens vedkommende synes det at fungere. Vetos lyd er ikke besat med underfundige krummelurer eller mærkværdige samplinger og er ikke specielt nyskabende, men hænger godt sammen og virker let og uanstrengt.
Teksterne er derimod ofte kunstige og overfladiske – det lader ikke til, at fællesskabet har gavnet tekstskrivningsprocessen. Rent lyrisk bør Veto have mere at byde på. Nu er det kun i numre som “Cannibal” og “Reset”, at Veto rammer nerven perfekt, og de to elementer af musik og tekst går op i en højere enhed.
Alt i alt er pladen en god begyndelse for det nye band, der indbyder til lyttelyst, og store forventninger til senere udspil. Men først må de for en stund beholde træningsskoene på og måske give sig lidt bedre tid til det egentlige albumudspil – der er plads til forbedringer.
