Indgangsvinklen til en anmeldelse af Franz Ferdinands andet udspil må være åbenlys. Hvordan kan man skrive om et band, der ved hjælp af en god gang hype og et par gedigne hits fik solgt en pæn stak plader, uden at spørge “kan de gøre det igen?”
Lever denne plade op til de forventninger, som deres første udspil satte i gang? Var der mere end én god plade i bandet? Kan folkene bag Franz Ferdinand holde interessen for bandet kørende? Svaret til det sidste spørgsmål må være ja! Udgivelsen af You Could Have It So Much Better har skaffet Franz Ferdinand forsideomtale hos eksempelvis Mojo, NME og Gaffa, og deres billede pryder forsiden på det seneste Soundvenue.
Spørgsmålet om, hvorvidt der var mere end én god plade i bandet er sværere at besvare. Umiddelbart fremstår You Could Have It So Much Better mest af alt som en klon af den selvbetitlede debut fra sidste år. Flere steder lader bandet melodierne knække på samme måde, som man med stor succes gjorde på hittet Take Me Out, og riffet fra omkvædet i selv samme sang er genbrugt i introen til nummeret Walk away.
I det hele taget skinner hele pladen igennem af genbrug og mangel på nye idéer. Man kan så argumentere for, at Franz Ferdinand har lagt sig fast på, at denne lyd er deres, men melodimaterialet står langt svagere, og hvor debuten leverede flere større hits i form af Take Me Out, This Fire og Michael, er det vel de færreste, der er stoppet op for at høre mere af førstesinglen Do You Want To.
Måske har Domino Records set skriften på væggen, at det er ved at være sket med interessen for Franz Ferdinand, for allerede i næste måned udkommer der en dobbelt live-dvd, der kan være med til at tjene penge ind på bandet, mens interessen er der. For der vil næppe være den store interesse at komme efter, når vi når frem til Franz Ferdinands tredje udspil. Med mindre at der kommer noget nytænkning ind i lydbilledet.
You Could Have It So Much Better skal nu nok finde sine lyttere, og folk, der ikke kan få nok af det første udspil, vil kunne ånde lettet op. Pladen rummer absolut også fine momenter, men lighederne og svaghederne i forhold til debutten, giver lytteren en fornemmelsen af at sidde med et tre kvarter langt klonet Dolly-får ved navn Franz.
