Af og til føler man sig bekræftet i, at anmelderen er et om ikke nødvendigt, så vigtigt mellemled mellem plade og publikum. Udgivelser har det med at forsvinde i det kolossale udbud, Så når man får en cd, der tager kunsten på ordet og derudover også er første udgivelse på et nyt uafhængigt selskab – ja, her må jeg bede læseren tilgive min selvhøjtidelighed – føler man jo vist ansvar på sine skuldre. Denne plade vil næppe se meget til airplay i hverken radio eller tv, og jeg har også svært ved at se, hvordan den skulle kunne omsættes til hele PR-maskineriet med videoer, reklamer og (gisp!) ringetoner. Derfor er det heldigt for dig, kære læser, at du nu har lejlighed for at stifte bekendtskab med denne dejlige størrelse gennem disse linier.
Ensemblet er centreret omkring vokalist Katrine Villadsens sangskrivning, som næsten enevældigt har dannet grundlag for pladens 11 sange. Og hvilke sange!
Pladen begynder ellers rimelig jævnt med “Brandstifter”, egentlig pladens svageste. Først med næste nummer, “Giv tegn”, opdager man musikkens indtagende, karismatiske elegance. Ikke mindst af den grund er det betegnende, når der her synges: »Det begynder nu / Alle venter spændt / Giv tegn / og sæt dig igen / Giv mig min chance tilbage / Giv den / bort til en anden.« Derudover er det også et urimeligt smukt nummer, hvor man især overraskes over, at det danske sprog er i stand til at have så vital en musikalsk kraft.
Og det bliver faktisk bare bedre og bedre herfra. Et suverænt kompliment til sangene er strygerne, der er afbalanceret til perfektion og virkelig får sangene til at ånde, især i de afdæmpede stunder, der faktisk er de mest intense. “Skyller” er en suveræn undtagelse, for her spiller hele bandet i svedig staccato, mens Villadsen synger med overbevisende power. Hun formår i øvrigt, som man ellers kun har hørt det fra ganske få, at variere det dansksprogede udtryk, hele tiden med integriteten i behold.
Det er måske latterligt at kalde det Tori Amos på dansk, og det er også kun i mangel af bedre, at jeg skriver det, men det giver alligevel et billede af, hvor vi er, både stil- og kvalitetsmæssigt. Kås egen betegnelse, indiefolk, er vist mest et journalistisk pejlemærke, men helt ved siden af er det nu heller ikke. Først og fremmest er det lyden af frisk og helstøbt musik, så man glemmer alt om varebetegnelser.
Villadsens talent blåstemples igen og igen gennem de smukt vævede melankolske sange, der både tekstligt og musikalsk veksler mellem at være over middel og virkeligt suveræne. Heldigvis er det mest det sidste, mens en sang som “Kollaps” bliver lidt for meget lyrik-omsat-til-rock. “Næste sommer” er derimod et pletskud, der rammende beskriver tilstanden af at leve med følelsesmæssige tømmermænd. Den er derudover et af flere eksempler på, at man som (mandlig) lytter får en mildt voyeuristisk fornemmelse af at få indblik i kvindelighedens underside.
“Synder” gør så ondt, at det gør godt, og ved “My Rube and I” er man ganske enkelt helt solgt – og bliver ved med at være det, for resten af pladen er en overlegen tour de force i musikalsk sanselighed. Der er altså kun økonomiske undskyldninger for ikke at investere i Kå. Den er ikke skabt til vaneforbrugeren, men til den tålmodige lytter, der godt kan bruge en plade at indvarsle efteråret med.
