Lacks forsanger Thomas Burø fortæller om bandets politiske engagement, som i hans øjne ikke er større end alle mulige andre bands’. Lack har bare valgt at tage fat i sociale og politiske emner. (21.11.05)Det var en travl sommer for de fire københavnere i Lack, der var rundt i det meste af Vesteuropa for at promovere deres meget roste Be There Pulse. I det hele taget har bandet i løbet af deres mere end seks-årige karriere været meget udlandsorienterede, hvilket også kan spores i musikken, der ikke umiddelbart lyder som noget, vi kender herhjemmefra.
En af de slående ting ved Lack er, hvordan denne originalitet går hånd i hånd med et lige så personligt og klichébefriet tekstunivers, som har ført til, at bandet er blevet kategoriseret som ‘politisk’.
Men bandet ser nu ikke sig selv som særligt politiske, forklarer forsanger Thomas Burø:
“Som jeg ser det, giver det ikke rigtig mening at skelne mellem politiske og ikke-politiske bands. Enten er alle bands politiske, eller også er alle bands ikke-politiske. At vores tekster er udtalte omkring nogle sociale og politiske emner, gør ikke, at vi er politiske, mere end det gør et band, der udelukkende berører dybt personlige, abstrakte emner, til et ikke-politisk band.”
 |
Han uddyber synspunktet: “Vi indgår alle sammen i en politisk virkelighed. Vores handlinger er politiske. Hvis vi vælger at skrive en sang om Irak-krigen, er det en politisk handling, fordi den handler på vores fælles virkelighed og indretningen af denne. Hvis vi vælger ikke at skrive en sang om krigen, men om kærlighed eller flødeskum, er det også en politisk handling, fordi den lige så meget handler om vores fælles virkelighed. At tie er politisk.
Politik handler ikke blot om partier og Christiansborg, men om indretningen af vores fælles virkelighed og vilkår, og så vores reaktioner på den virkelighed. For mig at se var Aqua mindst lige så politisk et band som Røde Mor.”
Politiske bands behøver man ikke høre efter
Men Lack er et udtalt band. Vi er ikke bange for at lufte vores holdninger i sange. Det er den eneste måde, jeg kan finde ud af at opretholde en ærlig tekstskrivning på. Jeg ved, at det pisser mange folk af, men det er okay. Det er meningen. Jeg vil hellere have fjender end folk, der er ligeglade.”
Thomas Burø mener, at stemplet “politisk band” er et redskab, som omverdenen bruger til at give sig selv lov til at tage bandets holdninger med et gran salt.
“Når folk ved, at nogle kunstnere er politiske, behøver de ikke at tage de ting, kunstnerne siger, alvorligt. De behøver ikke en gang koncentrere sig om, hvad deres kunst egentlig siger, fordi de ved, at kunsten er ‘politisk’, og det er nok for dem. Det er et spektakel, hvor vi konsumerer et bands politiske image, men ikke lytter til, hvad de egentlig siger.
Vi har næsten ikke diskuteret indholdet af vores sange i nogle interviews, skønt alle interviews har stillet spørgsmål til vores tilsyneladende ‘politiske’ karakter, hvilket jeg ser som meget sigende for “politiske” bands’ funktion i musikmaskineriet.”
Den kaotiske jagt på perfekte sange
Rent musikalsk er Thomas Burø ikke meget for at tale om, at der skulle være nogen særlig plan for Lack med at spille musik. “Vi laver den bare og prøver at spille så meget så muligt med den. Jeg tror måske, at vi fantaserer lidt om den perfekte form. Jeg går hemmeligt og venter på den dag, hvor vi skriver den sang, der gør, at vi ikke behøver at skrive flere sange, fordi den er perfekt. Det sker dog næppe.”
Jagten på den perfekte sang starter som regel omkring et par guitarriffs og en løs idé til et trommebeat. For det meste forkastede kvartetten alt. Men ind imellem var der noget, der ville et eller andet, og så arbejdede de med det.
“Hvis man skulle sætte vores typiske numre skrivning på formel, ville en typisk skrivecyklus se sådan ud: 1) lys ide, optimisme 2) forsøgsvis form, mild optimisme 3) reelt formforsøg, pessimisme 4) forhandling, hive hinanden op, snakke om sidste øver 5) nyt formforsøg, mild optimisme 6) øveren åbnes revisionistisk, formen stinker, beatet svinger ikke, vores riffs er dårlige, depression 7) vi prøver igen … 27) sangen er (måske) færdig, eufori.”
“Det største problem var form og struktur. Vi har været besatte af form. Det har været fuldstændig ulideligt til tider, men vi har lært meget af det, og vi er pludselig blevet enormt opmærksomme på andre bands’ måder at skrue en form sammen på. Når vi så havde en form, kom der noget vokal på. Da vi kom i studiet, pillede vi lidt ved det hele igen, stressede ret meget og famlede os frem, og pludselig havde vi sgu lavet en plade.”
Læs anmeldelsen af Be There Pulse og se Lacks hjemmeside.
