Headlights er en god “gør det selv”-historie. Da bandet fandt sammen som en kvartet for knap to år siden, begyndte de hurtigt at indspille The Enemies EP, som de derefter solgte til koncerter og via nettet. Salget gik så godt, at pengene rakte til at selvfinansiere store dele af deres to landsomspændende turnéer, hvor det blev til opvarmningstjanser for Delgados, Mono og The Impossible Shapes.
Og et band, der så hurtigt kan tiltrække sig så stor opmærksomhed (og tjene så mange penge ind til sig selv), er altid interessant for pladeselskaberne. Så her cirka halvandet år efter udgivelsen af The Enemies EP har Polyvinyl Records, der er hjemsted for Of Montreal, genudgivet Headlights-debuten.
Måske var det debut-nerverne, der fik Headlights til at disponere ep’en ret sært. I hvert fald lægger pladen ud med det svageste nummer. “Tokyo” er pæn indiepop, der godt nok tager afsæt i dens mere støjende afarter, men med en underligt påklistret pedal steel-guitar maler nummeret sig op i et lidt for poleret hjørne. Tilmed er verset ujævnt som en brolagt vej i Nordfrankrig, fordi trommerne følger en irriterende start-stop-rute.
Der er mere tempo og et fængende omkvæd i “Centuries”, men det er svært at se den store fidus i at sætte linjer som »we all die someday« sammen med et helt igennem happy-go-lucky powerpop-nummer med muntre, hurtige guitar-akkorder og sukrede korvokaler. Omkvædet er bestemt fængende, men forsøget på at skabe en kontrast mellem den varme musik og de dystre tekster fører ikke til meget andet end en følelse af tomhed.
Den sidste halvdel af ep’en varsler imidlertid, at Headlights har masser af talent. De serverer fortsat tempofyldt indiepop, men kompositionerne er simpelthen stærkere. Eksempelvis er det uhyre effektivt, at den stille start på “Everybody Needs a Fence to Lean On” udgør en fin kontrast til den efterfølgende basgang, der er hurtig og munter. Samtidig får guitarerne lige lidt ekstra kant og kraft i omkvædet, der dermed opnår et besnærende drive.
Højdepunktet ligger dog først til sidst med den Stars-agtige friskt hoppende konstatering af, at “It Isn’t Easy to Live That Well”. Igen er forsøget på at skabe kontrast mellem fornøjet støjpop og nedtrykte tekster ikke helt vellykket – ironien (eller hvad det nu er, Headlights egentlig vil formidle) træder ligesom ikke i karakter – men den musikalske underlægning er til gengæld fuldt ud succesfuld. Der er perlende guitarer i hastigt parløb med basgangen. De krydres med klokkespil, og omkvædet svæver let derudaf med æteriske støjflader og håndklap.
Godt midtvejs bliver Headlights ligefrem næsten farlige takket være et intenst C-stykke med smældende bækkener og brusende guitarflader. Det er stadig betagende pop, mens den polerede overflade krakelerer.
Hvorvidt Headlights med tiden kan udvikle sig til at blive en (relativt set) betragtelig salgssucces som Of Montreal, står af oplagte årsager hen i det uvisse – men lige netop nu står Polyvinyl ikke med endnu et guldrandet band mellem hænderne. I stedet er The Enemies EP en hæderlig, hyggelig debut … og ikke så meget mere.
