Hvis man googler udtrykket ‘bedroom pop’, er de to første hits anmeldelser af de to seneste The Russian Futurists-plader. Måske er det bare mig, der er galt afmarcheret, men jeg har altid tænkt, at begrebet dækkede over electronicaens svar på singer/songwriter-genren: følsomme, let forsagte sange indspillet i et nattemørkt soveværelse.
Hvis manden bag The Russian Futurists, Matthew Adam Hart, har bygget sit tredje album, Our Thickness, hjemme i sit eget soveværelse, må hans seng stå midt i et gigantisk, farvestrålende palæ med kolossalt højt til loftet. Straks i begyndelsen af åbneren “Paul Simon” fjerner et par energiske horn med fuld kraft enhver forventning om knitrende, skrøbelige sangskitser.
I stedet forærer Hart os det ene gigantiske hook efter det andet. Åbningsnummeret er med de tilbagevendende horn uforbeholdent triumferende og aldeles livsbekræftende. Her er ikke noget med at starte i det små og arbejde sig opad – det er fuld skrue fra start.
Omtrent lige så storladent er “Our Pen’s Out of Ink”, hvor gyngende klaverakkorder, trommer med masser af rumklang og ba-ba-ba-korflader gør det nemt at forestille sig Hart stå i front for sit velvoksne orkester med kor-tøser og en hårdtarbejdende rytmegruppe. Og i virkeligheden har han bare haft besøg af en enkelt korsangerinde. Som stort set alle andre numre på pladen er melodierne grusomt fængende.
Our Thickness er i dén grad en plade for pop-fans, for hos Hart kommer én melodi aldrig alene – og mylderet af melodier gør, at der altid er noget at nynne med på. Imidlertid kan man til tider tage sig selv i at have samme kritikpunkt, som kejser Josef ifølge Mozart-filmen Amadeus havde over for Mozarts opera Bortførelsen fra seraillet: “There are too many notes!”
For der er altid så mange melodilinier og akkordrækker i gang, at man nærmest kan blive helt kulret af det – eksempelvis i den lige vel ordrige “Sentiments vs. Syllables”.
Derfor skiller de numre, hvor Hart supplerer melodi-virvaret med interessante beats, sig ud som højdepunkter. De skæve hiphop-agtige synkoperinger i “Still Life”, de langsomt rumlende stammedans-trommer i den westcoast-hiphop-farvede “Why You Gotta Do That Thang?” og det bækkensmældende breakbeat i “It’s Over, It’s Nothing” sørger for at holde numrene i gang og går endda pletvist i kroppen – og det er en rar afveksling fra melodiernes hvileløse indtrængen i hjernebarken.
“It’s Over, It’s Nothing” sætter sig især fast. Omkvædet er nemlig helt fantastisk i al sin lethed, som er vanvittigt fængende. Samtidig er omkvædets tekst en længselsfuld udgave af noget, de fleste vel på et eller andet tidspunkt har brugt som et mantra: »If I had you, I could make it through one whole day without telling a lie / If I had you, I would know that life was more than a piss in the dark / If I had you, I could stop these years from slipping away through time.«
Og mens resten af teksten ikke tyder på, at Hart tror på, at alt ville blive godt, er musikken munter, og den giver sig totalt hen til drømmen om, hvor vidunderligt det kunne blive, hvis bare…
Harts omfangsrige tekster drejer sig uden undtagelse om fravær. Nogle gange er fraværet på vej til at blive ophævet, men som oftest er det snarere en stillestående tilstand – eller det, der er endnu værre. Følgende uddrag af teksten til “These Seven Notes” er meget betegnende for resten af pladen: »All it was is all it was / I don’t know why we’d call it love / All I need’s an aeroplane / to carry me right there again / All we had’s a painted past / and just like us it’s fading fast.«
Harts alt andet end ydmyge pop-fantasterier er sine steder lige rigeligt polerede – men når han så slutter pladen af med den usigeligt indtagende “2 Dots on a Map”, kan man ikke undgå at være begejstret. Falske strygere og æteriske vokaler hvirvler og svulmer i bedste shoegazer-stil, og det hele lyder som kendingsmelodien til Jul på slottet i en opdateret udgave med et meget sløvt beat. Nummeret er langtfra så pågående som åbningssangen, men der er på ny noget triumferende og livssprudlende over musikken. Ja, det vil ikke undre mig, hvis “2 Dots on Map” viser sig at være i stand til at smelte den sne, som vinteren på et eller andet tidspunkt hælder ned over os.
