Tre af de fire medlemmer af Causa Sui har en fortid i det odenseanske postrockband Limp. På dette album har de dog frem for postrocken kastet deres kærlighed på især psykedelisk syrerock, men også på stonerrockens herligheder.
Den snigende intro i “Ventura Freeway” minder om lydene fra en uro, der rammes af et mindre vindstød. Inden længe tager vinden dog til i styrke i form af hvinende guitarer, og det herlige ruskende uvejr bryder for alvor løs med forsanger Kasper Markus’ primalskrig og de bankende trommer. Ligesom mødet mellem kulde og varme er medvirkende til at danne tordenvejr, er det her et møde mellem psykedelisk syrerock og elementer fra stonerrock, der giver et sprængfarligt udtryk, som er særdeles svært at sidde stille til.
Det soniske tordenvejr hærger igennem med stort set uformindsket styrke i de godt otte minutter, nummeret varer, og man er allerede her overbevist om, at Markus’ beskidte og rå vokal er et perfekt match til de instrumentale udfoldelser fra Jonas Munk (alias Manual), Jakob Skøtt (alias Syntaks) og Jess Kahr.
I “Leilani” er der blot langstrakte og blidere vindpust tilbage i dønningerne efter de første to hektiske numre, som til sammen har en spilletid på knap et kvarter. Ganske symptomatisk varer opholdsvejret i form af det blide instrumentalnummer under tre et halvt minut og er da også pladens suverænt korteste indslag.
De psykedeliske udskejelser kræver nemlig godt med plads og tid, hvilket resulterer i, at to af pladens syv sange begge nærmer sig de 13 minutter(!).
Det ene af disse numre er “El Paraiso” med lange skiftevis støjende og drømmende passager. I kraft af de mange små eksperimenter og temposkift undervejs føler man sig glimrende underholdt fra ende til anden, og det er i sig selv imponerende med den lange spilletid in mente.
Et af albummets absolutte fedeste øjeblikke er “Tornado Eye” med sin hæsblæsende energi, fængende guitarriffs og en dedikeret vokal. Det hele krydres med en mundharmonika, der hvirvler frem og tilbage i store passager af nummeret. Spilleglæden lyser nærmest ud af højtalerne her, og det er et af den slags numre, man bare må spille ekstra højt.
Selv om det sidste maraton-lange nummer ikke formår at fastholde lytteren i et lige så fast greb, som det første gør, kan det ikke røre ved, at helhedsindtrykket af pladen er særdeles godt.
Causa Sui har med stor succes undgået at fremstå som en støvet og overdreven følelsesladet retrospektiv udstilling af værker fra en vigtig periode i rockhistorien. I stedet virker det, som om musikken er skabt ud fra erkendelsen af, at syrerocken som genre har en masse interessante virkemidler, som stadig er værd at udforske.
