Hvis nærved og næsten var en OL-disciplin, ville Clearlake vinde sølv. På deres nye og tredje plade, Amber, balancerer bandet stort set hele tiden på kanten af et sted, hvor der kan leveres noget virkelig interessant og godt musik, men det meste ender desværre som halvgode sange, der i længden bliver direkte kedelige.
Som en skihopper på fortrydelsespiller kommer de aldrig rigtig ud over rampen, men det virker faktisk, som om de selv tror, at de gør det. Og det er næsten det værste. Det er, som om de har en selvtillid i forhold til musikken, der, med få undtagelser, holder dem fra rigtigt at prøve på at skrive gode melodier. Og det er lidt synd, for man sidder med en snigende fornemmelse af, at Amber kunne have været en god plade – måske endda en rigtig god plade. Men det er den altså ikke – snarere en harmløs stiløvelse med et par okay højdepunkter.
Det måske bedste af disse højdepunkter kommer allerede fra første færd i åbningsnummeret “No Kind of Life”. Med et hektisk trommebeat er scenen sat til det, der viser sig at være en af pladens bedste sange. En forbilledlig intensitet fletter sig ind i den simple, men forførende melodi. Senere i sangen bliver der budt på et lille stikkende guitarriff, som planter sig i hjernen – men så er det heller ikke bedre. For selv om det rykker, rykker det på en lidt for mekanisk måde, og derfor bliver det aldrig rigtigt frækt (det er stadig musik, vi snakker om).
“Neon” fortsætter ud af det hektiske spor, men kommer til gengæld så langt ud af det, at det begynder at blive en anelse enerverende. Så bliver det en anelse bedre igen med “Good Clean Fun”, hvor bandet dyrker en opdateret new wave-lyd, der blander det næstbedste fra fattigfirserne med det støjende lydbillede, der allerede virker som pladens kendetegn.
På “Finally Free” bliver det lydbillede dog så nedtonet en del, og i stedet iklæder Clearlake sig en halvflabet ærketypisk britisk lyd, der udmunder sig i et anstændigt og okay frækt rocknummer. Clearlake er bedst, når de rocker, så “I Hate That I Got What I Wanted” er et godt nummer at smide, netop når man er ved at gabe en smule over de to foregående ballader, men efter adskillige gennemlytninger klinger det alligevel lidt hult.
Problemet med albummet er i det hele taget, at Clearlake næsten formår at lægge en dæmper på deres egne sange. “Widescreen” kunne have været et fremragende nummer på højde med “I Wonder If the Snow Will Settle” fra Clearlakes forrige plade Cedars, men det går i stå cirka i midten, hvor det næsten virker til, at bandet vælger at køre i ring med vilje – igen og igen.
Og apropos Cedars, så er den, i retrospekt, ikke helt så god, som overtegnede i sin tid skrev på denne side, men den har i det mindste nogle flottere højdepunkter end denne efterfølger, der mest af alt skuffer de ambitioner, som man kan lige nøjagtigt kan høre, at Clearlake trods alt har.
Det kan sagtens nå at blive bedre igen på den næste plade, men bliver det værre, er det direkte spild af tid. Så man må håbe, at Clearlake tager sig lidt sammen, for de burde kunne bidrage med noget fint til dagens musikscene – men banebrydende bliver de nok aldrig.
Far er ikke sur, og han er lige præcis for ligeglad til at være skuffet.
