Så blev det undertegnedes tur til at komme med en velfunderet vurdering af Englands p.t. hippeste band. Er der rent faktisk læsere derude, som endnu ikke har hørt om fænomenet Arctic Monkeys, kommer her en kort beskrivelse.
Bandet består af fire uldne ’lads’ fra den gode by Sheffield, som engang var kendt for sin driftige stålindustri, men for musikfolket mest som hjemsted for britpopikonerne i Pulp. Med rødderne plantet i arbejderbyens gråmelerede hverdag er Arctic Monkeys en legemliggørelse af fortællingen om det ganske lillebitte band, der grundet talent, energi og gode sange på det nærmeste dukkede op ud af det blå og med største selvfølgelighed indtog omverdenen.
Men med til historien hører en ganske fiks omgang selvpromovering. Til deres første koncerter i 2003 gav bandet gratis demoer ud til publikum, som derpå lagde numrene ud på internettet. Det gjorde, at Arctic Monkeys på kort tid var at finde på et pænt antal engelske computere, og på denne måde lod Arctic Monkeys sig altså “boble” diskret, men insisterende frem fra undergrunden og direkte ind i publikums ører.
I slutningen af 2005 fik bandet så for alvor hul igennem til offentligheden. En stort set enig engelsk musikpresse kastede sig frådende over de nordengelske ungersvende, med betegnelser a la “lyden af fremtiden”. Og allerede inden debutalbummet var på gaden havde al band-hypes moder, musikmagasinet NME, udråbt forsanger Alex Turner til den cooleste person i 2005.
Debutalbummet Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not udkom d. 23. januar og opnåede et salg på 360.000 eksemplarer i løbet af sin første uge på gaden, hvilket slår alle hidtidige rekorder for engelske udgivelser.
I forbindelse med udgivelsen udtalte pladeforretningskæden HMV’s pr-chef til radiokanalen BBC6, at selv om 2006 ifølge kinesisk astrologi er hundens år, forudså han, at 2006 i musikbranchen i høj grad ville blive “abens år”.
Og indtil videre holder forudanelsen stik. For begejstringen for det unge band med en gennemsnitsalder på ca. 20 år vil tilsyneladende ingen ende tage. Og så er det at denne anmelder stiller sig selv spørgsmålene: 1) Er det her virkelig så fantastisk, og 2) er det ikke hørt før?
For nu at svare på det første spørgsmål har Arctic Monkeys i hvert fald fået en solid plads i cd-skuffen i undertegnedes anlæg. Skal jeg nævne én konkret grund til, at bandets infamt velspillede, gnistrende indierock har erobret pladsen, er det, at bandet lyder langt mere modent end deres ringe alder måske kunne give udtryk af. Arctic Monkeys tordner derudaf med et friskt og varieret udtryk, med tempoet holdt i balance af blændende kompositioner og et elegant poppet “bounce”, med Alex Turners snerrende vokal til at binde det hele sammen.
Deres energiske, unge lyd bærer tydelige spor tilbage til 70’erne; her er velsmag både fra kantet pop a la The Kinks og rebelsk vrede, som The Who præsenterede den. Den fræsende førstesingle “I Bet You Look Good on the Dancefloor” lovede godt for fremtiden, men også numre som den kække ” Still Take You Home” og den melankolske “When the Sun Goes Down”, er stjerneeksempler på overlegent sangskriver-håndværk.
Musiksiden på Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not suppleres på fornem vis af ligeledes glimrende tekster om hverdagen og især weekenden i arbejderbyen – med lige dele slagsmål, øldrikning samt besofne og som oftest mislykkede scoringsforsøg på den lokale i discokuglens skær. Det kunne blive nemt blive træls at høre på, men Arctic Monkeys kan deres kram, og deres tekster er rå og drengerøvede, men aldrig pinlige. Alene en sangtitel som “You Probably Couldn’t See for the Lights But You Were Looking Straight at Me” opsummerer på flotteste vis den velkendte, ækle følelse af ugengældt tiltrækning blandet med den sidste rest af Martini-smagende stolthed.
Ja, Arctic Monkeys har ganske fortjent vind i sejlene. Så er spørgsmålet bare, om det varer ved. Er bandets debutplade den revolution, som den giver sig ud for at være? Dette bringer os til svaret på spørgsmål 2: Er det her egentlig ikke hørt før? Og, tjo, det er det vist, og midt i den nærmest synkrone lovprisning af Arctic Monkeys finder man da også kritiske røster, der forudser en snarlig afmatning af bandets karten rundt i den samme aften i byen set gennem bunden i en Bacardi Breezer. Og musikken er trods sine åbenlyse kvaliteter langtfra nok til at starte musik-revolutioner.
Men faktum er, at lige nu tegner fremtiden aldeles lys for Arctic Monkeys. Ikke blot fordi de er fede nok til at kunne tillade sig at takke nej til at optræde i årets Brit Awards, men i bund og grund fordi de har lavet en helt uimodståelig debutplade, der er ved at skvulpe over af energi og glød. Måske er den ikke helt nok til at gøre 2006 til “abens år”, og måske er det hele hørt før, men sikkert er det, at det sjældent er hørt så formfuldendt.
