Plader

Thunderbear: s.t.

Skrevet af Mikkel Andersen

Press play. Fem numre og knap en time senere dør musikken ud – til stor ærgrelse, for så er rejsen jo slut? Thunderbears første udspil er i sandhed en rejse. En tour de force gennem musikalske stemningslandskaber og sindstilstande. Sjældent når en plade så langt omkring – med succes.

Kan nøgne, rene klaverstykker holde en lytter fanget i et jerngreb? Kan man forsvare at lade et nummer begive sig ud på 25 minutters vandring? Kan man undgå at kede lytteren ihjel? Ja, hvis lytteren værner sig med tålmodighed og sindsro og giver de søvndyssende kompositioner tid til at trænge ind gennem øregangene, ind under skalpen. Så skal du få intensiv hjernemassage krydret med velbehag og musikalsk sukkerstads.

Dette er det første udspil fra Thunderbear, og bag aliasset gemmer sig Under Byen-pianisten Thorbjørn Krogshede, der fyldt med kreativ kilden fra lille- til tommelfinger besluttede at kreere et sideprojekt. Det musikalske ophav anes i flere af numrene. For eksempel antydes der i nummeret “I grunden er afgrunden grunden” paralleller til Under Byens “Om vinteren” med sløve trompet-temaer, dæmpede marchtrommer og bedrøvede celloer. Og det er ikke så overraskende – for blandt andre Morten Larsen og Myrtha Wolf fra netop Under Byen har sat deres aftryk på udgivelsen og givet den et udefinerbart udtryk. Hvilket absolut ikke er en kvalitetsforringelse.

Thunderbear er ikke Under Byen under pseudonym. Det er mere. Det afspejler en kreativ sjæls frie udfoldelse i kunsten at skabe og komponere musik, og det viser en evne til at integrere instrumentale elementer i perfekt samhørighed, der gør overgangene og den løbende udvikling gennem numrene næsten usynlig. Og netop udviklingen gennem numrene er bærende og essentiel for udgivelsen, for med stilstand undervejs havde et nummer som “Bonde?” været ganske uudholdeligt i forhold til kompositionens imponerende længde på 25 minutter.

Numrene bærer hver især præg af en crescendostruktur, der tillader de spinkle klaverstykker at blive omkringsiggribende voluminøse og bombastiske med hjælp fra marimba, skramlende slagtøj, guitar (spillet med bue?), sitrende statisk lyd, cello og basklarinet med meget, meget mere. Og selv uden hjælp fra andres hænder skaber Krogshede stemningsfyldte lydbilleder. Eksempelvis med “Pas på du ikke falder i!”, der udelukkende er baseret på hans bløde, nærmest improvisatoriske pianoudfoldelser.

Undervejs veksles mellem taktfaste og løse strukturer, men uden at det sår tvivl om enheden i pladen. Det er en sammenfletning af storladne, udbasunerende kulminationer og små minimalistiske temaer – og den fungerer til fulde. Det gør kroppen flydende, hovedet tungt og hjertet mættet, når man lader pladen tage magten. Det er en følelsesrejse, der leder fra frustrationen mod forelskelsen og fra vreden mod apati. Det er en lille genistreg.

★★★★★½

Leave a Reply