Indspillet i efteråret 2004, udgivet i foråret 2006. Hvad skete der med Tum? Bortset fra 300 eksklusive vinyleksemplare, udgivet et par måneder før Horus fra 2005, har efterfølgeren – eller måske rettere: den kronologisk ukendte lillebro til Horus – været ukendt for de fleste, og genudgivelsen er en giftig cocktail af neo-folkens mange facetter.
De er i hvert fald lykkedes The Impossible Shapes at få endnu flere finurligheder ned i deres cocktailmikser af lyde, og ovenpå en ordentlig tur i shakeren hælder de hele indholdet op i et stort flot glas, og kalder den Tum.
Og hvordan smager den så? Jo, ikke dårligt. Dejligt og frisk, når den rammer smagsløgene. Svær at adskille i begyndelsen, for der er meget flavour i, men ikke på den negative måde.
Jo længere tid man smager og tænker, jo mere bouquet udvikler den, og hver af de 17 nuancer eller numre forsøger at forene sig i et sansemæssigt bombardement.
The Impossible Shapes serverer en velsmagende og let syrlig drink, der nok skal få gang i kroppen, hjernen til at snurre, og ørerne til at gå op i en spids, men dens effekt holder ikke hele aftenen. Og hvorfor så ikke?
Sangene er eventyrlystne og legesyge i et lofi-univers, der som nævnt er både spændende og effektfuldt, men man får desværre ikke saft og kraft ud af alle numre, og det er en skam. “Florida Silver Spring” lover ellers godt for starten, men efterfølges af et banjo-intermezzo, der er lidt af et turn-off.
Instrumenteringen står ellers godt og retter opmærksomheden mod sangene, der både giver plads til folkinspirerede og traditionelle instrumenter, samt en rocket og halvsyret akustisk lyd, der bl.a. giver numre som “Pixie Pride” og “Our Love Lives” et fint afsæt og leger med akkorderne i poppede og luftige 60’er-udgaver, tilsat mudret vokal og en liflig basgang.
De gode sange og semi-bizarre tilgange til kompositionerne er rigtig fine og interessante, men de små instrumentale numre fletter ikke rigtig tingene sammen, for hverken stemningen eller arrangementerne har noget til fælles. Når der så tilsættes vokal som i “Tahuti, Splendid Scribe”, varer det kun 50 sekunder.
Bedre bliver det i de to afslutningsnumre, “Little Gloves” og titelnummeret, der til trods for de skarpe lyde fra et jern eller stålinstrument ikke forlader melodiens nerve og lægger et fint låg på Tum
Alt lige fra indspilning til cover er hjemmelavet, og måske hører Tum også bedst hjemme i en økologisk gårdbutik, for den er alt andet en konventionel.
Den neo-folk, som The Impossible Shapes tager afsæt i og svøber omkring lofi-arrangementer, er en herlig og yderst opmærksomhedskrævende størrelse, og der skal sorteres lidt i Tum for at få en godbid med hjem. Specielt intermezzoerne gør ikke meget godt for albummet, men tager man derimod og samler de reelle numre og forholder sig til dem, er der en pæn samling sange, der retfærdiggør en investering.
