Det starter allerede med navnet – Th’ Legendary Shack Shakers. Med det navn spiller man enten som husorkester tilknyttet en mørk bar i en snusket erotisk film eller til træsko-kalas i Vestjylland. Oven i navnet kommer lydklip fra gamle westerns og horrorfilm, sange omhandlende absolut intet – og så er der jo selve musikken. Spænd hjelmen, og sig goddag til en slammer – Th’ Legendary Shack Shakers er americana, punk, fulde sigøjnere og country i ét.
Albummet indledes af “Ichabod”, og der spares ikke på noget. Festen fyres af sted med klichéer hentet fra billige horrorfilm: en små-psykotisk latter, spredte skrig og en tekst om djævle og vampyrer. Ikke blot er det usandsynligt energisk – melodisk er det faktisk også.
Th’ Legendary Shack Shakers høster ufortrødent inspirationer fra hele musikscenen. Ingen tvivl skal herske om, at de østeuropæiske amerikanere i Gogol Bordello må have spillet en rolle, men denne sigøjnerrock-blanding er om muligt endnu mere adstadig og vidtspændende genremæssigt.
Musikken er meget filmisk. På Pandelirium når Th’ Legendary Shack Shakers fra spaghettiwesterns til begravelsesmarcher og fra polka og punk til fællessang og harmonier i løbet af få øjeblikke. Tempoet i bandets gadedrengehop gennem musikkens mange lyde er ærefrygtindgydende. Det hele spilles med en selvsikkerhed og overmåde selvtillid, der ikke mindst skyldes forsanger Col. J. D. Wilkes, der bedst kan betegnes som en mundharmonikaspillende krydsning mellem Iggy Pop og Hank Williams.
Der er drøn på Pandelirium og målet med musikken, er, hvis du spørger bandet, sandsynligvis noget omtrent så filosofisk som at kunne kæve flest mulige bajere hurtigst muligt. Det er dog sket før, at bands, der var glade for øl og løse damer, rent faktisk havde noget på hjerte, men at forsøge at dykke ned i Th’ Legendary Shack Shakers’ tekster, er som at lave et hovedspring i det lille bassin i svømmehalen. Til dem, der ikke selv kan udlede det af titler som “No Such Thing” og “Somethin’ in the Water”, så vær beredt: Teksterne er imponerende blanke og ligegyldige.
Det er ikke de store indsigter eller dybere sandheder, der kan findes ved at lytte til Pandelirium. Hvis du kan finde glasset med hovedpinetabletter, når du vågner morgenen efter, skal du være mere end glad.
Dette tredje fuldlængdeudspil fra Th’ Legendary Shack Shakers ender som et stærkt multikulturelt album. Næsten skizofrent er det i sin sammenblanding af stilarter og kulturer, men det hele spilles med en selvsikkerhed og overlegen festglæde, der gør, at alt andet kan være ligegyldigt. Det er de færreste, der har brug for mere end et album med hysterisk sigøjnerpunk – forhåbentligt er det dette udspil, der vinder pladsen på reolen.
