Det har længe undret mig, hvordan et band som Mogwai, der har haft ry for at spille så vanvittigt højt, at op mod halvdelen af publikum udvandrede, har kunnet lave så afdæmpede og periodevis direkte kedsommelige plader. Debuten Young Team havde godt nok en decideret brutal intensitet, men hvis man fokuserede på kompositionerne, var det en lettere lemfældig, nærmest sjusket plade uden den holdbarhed, der må kræves af en plade, som bliver udråbt til at være et mesterværk.
Der gik tre uger, fra jeg fik Mr. Beast, til jeg tog mig sammen til at høre pladen. For jeg kunne ikke overskue endnu en gang at skulle høre Mogwai bruge 80 % af spilletiden på at understrege, at de skam sagtens kunne andet end at larme – dén pointe havde de ligesom brugt tre plader på at formidle.
Da jeg endelig tog mig sammen, gav åbningsnummeret bange anelser. For godt nok var den fåtonige klavermelodi smuk, og godt nok voksede nummeret sig gradvist større og større takket være monotone buldertrommer, susende synthesizerlyde og en adstadig basgang. Men, med titlen “Auto Rock” in mente, fik fornemmelsen af noget lurende, der venter på at slippe løs, mig til at frygte, at Mogwai havde fundet autopiloten frem, og at jeg igen-igen skulle vente 40 minutter på, at bandet slap støjen ud.
Og så var det ellers, at Mogwai beviste, at de var tilbage ved fuld styrke – ja, i mine ører bedre end nogensinde før. Guitarerne i “Glasgow Mega-Snake” snerrede så indædt mellem de smældende bækkener og den vægskælvende bas, at jeg ved første gennemlytning var overbevist om, at der måtte være gods i Mogwai anno 2006.
Den fornemmelse er bestemt ikke forsvundet adskillige gennemlytninger senere. “Glasgow Mega Snake” er et fremragende bevis på, at Mr. Beast er langt mere direkte og ind til benet, end Mogwais plader har været siden Young Team. Nummeret er et sandt distortionbombardement med en kolossal tyngde, og samtidig er det – ligesom samtlige numre på pladen – prisværdigt kortfattet og slutter allerede efter tre et halvt minut.
Pladens åbning med et relativt stilfærdigt nummer og et drønende rocknummer efter hinanden danner i meget udstrakt grad skole for opbygningen af resten af Mr. Beast. Hvor bandet på Young Team dyrkede stille/støj-formlen til søvnløshed, er det kontrasten mellem de enkelte numre, der skaber dynamikken på Mr. Beast. Nogle vil måske mene, at den helt konsekvente vekslen mellem stille og støjende numre – alle ulige numre er stilfærdige, alle lige rocker mere eller mindre igennem – er lige lovligt rigid. Men opdelingen lader til at have frigjort en masse kræfter hos bandet.
“Glasgow Mega-Snake” har den overvældende energi, som Mogwais live-optrædender altid har rummet, og også afslutningsnummeret “We’re No Here” er en uventet sammenbidt kraftudladning. En langsom lys guitarmelodi lægger an til dyb, drønende bas og smældende trommer. Bassen er meget fremtrædende og skaber en monumental tyngde, som man normalt skal over i metal-verdenen for at finde. Guitarerne skærer og brøler som i bandets unge dage. Forskellen er bare, at det ikke længere alene handler om at larme, for den triste guitarmelodi fortsætter gennem hele nummeret iblandet distortion-desperation.
Med andre ord lykkes det Mogwai at rocke løs uden at glemme at skrive gode sange. Et vigtigt aspekt i den sammenhæng er uden tvivl Barry Burns’ klavermelodier. Singlen “Friend of the Night” er af den grund instinktivt fængende, og de fleste af pladens stille numre bygger på klaverets melankoli. Det går udmærket de fleste steder, men både “Team Handed” og “I Chose Horses” går for meget i tomgang og lyder lidt for meget som pusterum i stedet for som numre, der har en berettigelse i sig selv.
Mogwai er bedst, når de slipper sig selv løs. De har en nærmest virtuos evne til at vikle nedtrykte melodier og brusende støj sammen, så begge dele kommer til deres ret på én gang – og på Mr. Beast giver de endelig sig selv lov til at demonstrere det uden blusel. Og selv om pladen ikke er noget regulært mesterværk, giver den følelsen af, at Mogwai langt om længe har forløst deres potentiale.
