Det er tredje gang, John Tejada og Takeshi Nishimoto løfter deres musikalske faner sammen og udgiver et album under navnet I’m Not a Gun. De to musikere udgav deres første album i 2003, og hvert eneste album har været tilbagelænet, behageligt, ufarligt – og faktisk også en smule kedeligt.
Tredje gang burde så være lykkens gang for Tejada og Nishimoto. Som de to forrige gange udgives musikken på det tyske electronica-selskab City Centre Offices, men den ville passe mindst lige så godt på en pladeselskab som amerikanske Temporary Residence, der har specialiseret sig i postrock. For I’m Not a Guns brug af analoge trommer og diverse strengeinstrumenter peger egentlig mere i rock- end i electronica-retningen. Men Tejada har produceret og selv udgivet elektronisk musik længe, hvilket nok har været bestemmende for, hvordan I’m Not a Guns musik opfattes.
For at føje endnu en genre til opfattelsen af musikken bidrager Takeshi Nishimoto med masser af jazz-feel til albummet. Han er uddannet klassisk guitarist, men har i en årrække været en del af impro-jazz-scenen i Los Angeles. Hans yndlingsguitar er en specialbygget, syvstrenget en af slagsen, men det er ikke mindst de analoge trommer på We Think as Instruments, der er ganske jazzede i al deres sløvhed og tilbagelænede stil – selvfølgelig sammen med hans virtuose spil på guitaren, bas og det indiske strengeinstrument sarod.
I “Blue Garden” slås der lidt hårdere i trommerne end ellers på albummet, mens Nishimoto giver en jazzsolo på guitaren, og nummeret er ikke det eneste, som sagtens kunne finde vej til jazz-programmet på DR P4 – “Soft Rain in the Spring” er også et ganske ligefremt nummer.
At I’m Not a Gun består af to personer med forskellig, musikalsk tilgang, bliver heldigvis ikke skjult på We Think as Instruments. Tejadas electronica skinner igennem et par, men lidt for få, steder. “A Letter From the Past” blander Tejadas insisterende (men ikke dominerende) og halvknitrende trommespor med Nishimotos fingerspil på saroden. “Move” har samme, subtile trommespor, som driver musikken fremad uden at buldre og overtage lydbilledet i den herlige microhouse.
Jazz, rock, house – der burde være forskellige elementer nok til, at Tejada og Nishimoto kunne skrue et fint album sammen. Så hvorfor er We Think as Instruments en smule kedelig i længden og dermed ikke lykkens gang for de to? Svaret ligger i, at blandingen af elementer er ulige – de jazzede og postrockede numre fylder lidt for meget. Man savner, at Tejada og Nishimoto støder mere sammen i små kampe i stedet for at kæle for hinanden og lytteren. Som det er nu, er de to musikere lidt for rare.
Et nummer som “Continuous Sky” er et godt eksempel – livetrommer og melodisk strengeklimpren er ikke nok til at fastholde lytterens opmærksomhed. Det er alt for tilbagelænet. En inddragelse af flere elementer som i det opklippede “Rush Hour Traffic” og dermed flere elektroniske indslag på albummet ville have gjort We Think as Instruments til mere end bare en middelmådig Chicago-postrock-plade.
