Igennem en årrække har Keith Fullerton Whitman (KFW) sendt mere eller mindre konkrete stykker musik ud i verden. Fra sin base i Massachusets, USA, har hans arbejde spredt sig fra soloværker, remixes (blandt andet for Anticons Themselves, 13 & God og Sunn O)))-kollaboratøren Oren Ambarchi) og samarbejder med toneangivende kunstnere som David Grubbs (Gastr del Sol og The Red Krayola), Greg Davis og Subtle. Og så underviser KFW forresten også på Harvard, hvor han har holdt workshops i brugen af den klassiske software-synth MAX-msp.
Og at KFW kender hver eneste kringelkrog af den soft- og hardware, han gør brug af, er tydeligt. Pladen igennem overraskes man af de lyde, som han formår at fremtvinge, og især den opfindsomhed og omtanke, der skinner igennem hele værkets spilletid. Lisbon er optaget live, ikke overraskende i Lissabon i Portugal.
Ifølge KFW selv er Lisbon ikke bare hans første egentlige live-plade. Det er også første gang, han har udgivet materiale tidligere end tre (3!) år, efter det er optaget. Men det er ikke til at høre på det færdige resultat, for det er en yderst gennemarbejdet ep, der kun ganske få steder lader tilfældighederne råde, til trods for at han gerne vil have lytteren til at tro det.
Lisbon kan, for nemheds skyld, deles op i tre dele. Første del, der kulminerer 27 minutter inde i det over 40 minutter lange stykke, starter med en piplende og umiddelbart ustruktureret ringen oven på en syntetisk drone, der ikke er langt fra, hvad Windy & Carl præsterer. Dog er det tydeligt, at KFW arbejder i et elektronisk univers, hvilket især mærkes syv minutter henne. Her plumper en tung bas-klingende tone ned midt i lydbilledet for langsomt at falde i baggrunden til fordel for de tiltagende synthdroner fra indledningen.
Hele vejen igennem holder han strukturen, som langsomt tårner sig op foran én. Det er, spillet ved den rette volume eller med høretelefoner, vanvittigt effektivt, for din krop lader sig suge indad for langsomt at folde sig ud igen. Efter 23 minutters spilletid er effekten så massiv, at det føles som at eksplodere i slowmotion.
Anden del, der indledningsvis lyder som et kraftværk, der er i gang med at lukke ned for altid, ender i et forvirrende morads af reallyde. Blandt andet involverer det lyden af et rullende fortov i Heathrow-lufthavnen i London og metal-gelænderet fra et belgisk hotel. Disse lyder lader KFW flyde ud i rummet og tilbage til den Serge-syntheziser, der også skabte tonerne, der satte hele forfaldet igang. Herefter tager det KFW fem minutter at få samlet de mange stumper sammen, før han igen sætter stykket i gang. Den tredje del er egentlig bare en noget mere massiv gentagelse af den struktur, der blev brugt i starten, hvilket virker ganske logisk.
Mens Lisbon langsomt toner ud, og KFW samler de mange stykker sammen, finder du som lytter dig selv i færd med det samme. Strukturen i værket holder dig hele vejen igennem orienteret, og dermed er det svært at miste fokus. Og dét er i sandhed en imponerende præstation på et værk, der igennem 40 minutter ikke byder på så meget som en eneste regulær gentagelse endsige melodi.
Og det er netop dét, der gør Lisbon værd at lytte til. Selv om det er kan være svært at samle sig til at bruge de 41 minutter og 41 sekunder (næppe et tilfælde…), som værket varer, er belønningen stor. Og det hele bliver smukkere, hvis du har udsigt til en kemikaliefabrik, som langsomt eksploderer, imens KFW samler din egen hjerne igen.
