Plader

Peggy Honeywell: Faint Humms

Skrevet af Erik Bendix

I mangel af et dækkende dansk ord vil jeg benytte mig af et engelsk udtryk for at beskrive amerikanske Peggy Honeywells andet udspil. Udtrykket er “quirky”, og dét (og pladen) bringer minder frem om amerikanske kunstnere som Joanna Newsom, Gillian Welch og Cat Power. Resultatet er oven i købet fremragende.

Den hippe amerikanske billedkunstner Clare E. Rojas kan mere end blot male. Under pseudonymet Peggy Honeywell har hun udsendt to album, hvoraf Faint Humms er spritnyt. Der kan da også drages stærke paralleller mellem henholdsvis Peggy Honeywells musik og Clare E. Rojas’ malerier/tegninger. Begge dele er sammensat af det sære, spøjse og nærmest mystiske/surrealistiske og er desuden kraftigt inspireret af folk-traditionen; Peggy Honeywell læner sig dog op ad et langt mere traditionelt udtryk end sin maleriske modpart. Det konstante parløb mellem maleren/musikeren fornemmes da også tydeligt på Faint Humms, hvor Clare E. Rojas selv har stået for albumcoveret.

Rojas’ musik har alt dét, en hippieinspireret freakfolk udgivelse nu en gang skal have. Der lægges hårdt (eller måske i virkeligheden blødt) ud med akustisk guitar og krydres derefter med en solid omgang banjo efterfulgt af kvindelig skønsang. Der er ingen tvivl om, at dette nærmest kan kaldes en musikalsk skabelon for mange af kunstnerne på freakfolk-scenen, hvilket i længden kan blive trættende. Men i tilfældet Peggy Honeywell er det svært ikke at overgive sig til sangenes enkelthed og umiddelbare skønhed.

Dampen holdes oppe fra åbningsnummeret “Peach and Yellow” til det sidste nummer “Song”, og faktisk er alle sangene uhørt gode. Bevares, der er ikke tale om den store kompleksitet i udtrykket, og Rojas har da heller ikke mange nuancer i sin stemme. Det betyder bare ikke noget, når sangmaterialet er så stærkt som på Faint Humms.

I den fremragende bluegrass-inspirerede “Sing Sung Saing” er der kun tale om Rojas’ stemme med det dertilhørende skæve tekstunivers akkompagneret af en banjo. Nummeret fungerer glimrende, hvilket blot får undertegnede til at ønske mere af samme skuffe. Det er desuden meget svært ikke at blive draget ind af Rojas’ stemme, der kan lede tankerne hen på Cat Power. Musikken bliver dog aldrig tilnærmelsesvist så mørk hos Peggy Honeywell.

Der er i det hele taget en utroligt venlig grundtone på hele pladen, hvilket gør det nærmest umuligt ikke at komme i godt humør. Sange som “2000 Years”, “Kitty Paws” og “Squirrel Bridge” er rene vitaminindsprøjtninger af uspoleret positivitet. Hvis man er til underfundig folk og akustisk americana, bør disse femten sange være sød musik for øregangene.

Som et ekstra lys i lagkagen byder pladen på en coverversion af Woody Guthrie klassikeren “Worried Man”, hvilket viser, at Rojas kender sin musikalske inspirations udspring. Nummeret lykkes dog aldrig helt så godt som originalen. Det er der nu ikke noget at sige til, da Guthries udgave efter min mening er så vellykket, som det næsten kan blive.

Alt i alt er der ikke meget at sætte fingre på ved Faint Humms. Hvis man skal komme med en mulig kritik, må det være det mildt beregnende element i musikken. Det er tydeligt, at Rojas kender folk-trenden og forsøger at ramme den med sin musik (og i øvrigt også hendes kunst). Det gør dog ikke musikken værre, fordi hun formår at tilføje et personligt element, der i det store og hele ligger uden for enhver trend. Dette betyder, at Rojas under pseudonymet Peggy Honeywell uden tvivl vil fortsætte med at skabe interessante plader. Selv når den nuværende freakfolk-psykose er gledet ud af den kollektive bevidsthed.

★★★★★☆

Leave a Reply