Engelske Babyshambles’ primære drivkraft er den karismatiske forsanger Pete Doherty, som har en magnetisk effekt på skandaler. Og en tre timers togtur fra Århus til København var rigeligt til at demonstrere kaoset omkring det omrejsende cirkus. (19.05.06)“Du ser godt nok ret skandinavisk ud!” Da Pete Doherty kommer ind i kupéen omkring Odense, bemærker han min højde og mit blonde hår og griner fjoget. Selv ligner han mest en brugt piberenser. Forsangeren og guitaristen i to af Englands mest omtalte bands igennem de sidste par år, først The Libertines og nu Babyshambles, ser ellers mærkværdigt frisk ud i blikket, men hans aura som arketypisk, britisk rockstjerne følger ham, selv i et IC3-tog.
Doherty og hans band er på vej fra Århus til en koncert i København og har set sig nødsaget til at benytte sig af de danske statsbaner frem for at rejse under mere private forhold. Det lader nu ikke til at genere dem synderligt. Den nye guitarist, Mickey Blue-Eyes, er i udpræget forårshumør og bjæffer jævnligt af de væsentligt yngre piger i kupeen.
Stoffer, supermodeller og parasitter
Rockmusikere kommer som bekendt mest ud om natten, og Doherty er ingen undtagelse. Tatoveringer, der ville støde en rockers æstetiske sans, arme som tændstikker, og en mildest talt bleg kulør. Men det omgivende kaos er måske det mest karakteristiske ved manden og hele hans situation.
 |
På forhånd har Paul Roundhill, Dohertys selvudråbte muse, webmaster og litterære agent, nævnt, at jeg nok ikke skal spørge til Kate. Selvfølgelig med reference til supermodellen Kate Moss, der ligesom Doherty er blevet beskrevet som lidt af en omvandrende snestorm. Coke, heroin og alt derimellem er blevet faste termer i forbindelse med det celebre par.
Ventetiden, indtil Doherty på Fyn vågner op af sin skønhedssøvn, tilbringes med Mickey og Paul. Af en muse at være virker den forhutlede Paul ikke særligt oplagt, og de pseudolitterære henvisninger vælter ud af det sorte skæg. En flaske vodka i smuglerstørrelse triller rundt på gulvet, og Pauls historier om den historiske sammenhæng mellem amfetamin og rockstjerner er til tider direkte uforståelig. Tilmed er han gentagne gange ved at sætte ild til sine mørke krøller med sine cigaretter.
“Han tager generelt de samme stoffer (kokain og heroin, red.), men han burde udvide sit ‘repertoire’. Coke er skidt for sangere,” siger Paul. Han mener dog ikke, at stofferne fjerner Dohertys fokus fra musikken, for hans primære narkotika er musik og poesi.
Mickey uddyber: “Pete er en fantastisk produktiv fyr. Vi har skrevet omkring 85 sange sammen på 1½ måned, vi arbejdede flere dage af gangen, og i de perioder kom vi ikke uden for en dør. Den største forskel, fra da jeg lærte ham at kende for ni år siden, er menneskerne omkring ham, ikke stofferne. Stofferne har altid været der. Men hans såkaldte venner skælder ham ikke ud mere – de er alle sammen rygklappere.”
På dette tidspunkt forsvinder den stadig mere fraværende Paul ud på et af togets toiletter, og Mickey sender et hvast blik efter ham, da han forlader kupéen.
“Jeg ved ikke, hvorfor Pete finder sig i den fyr. Han er en forbandet parasit og regner sig selv for meget mere, end han reelt er. På det sidste har vi ellers skaffet os af med al den scum. Der har mindst været en snes stykker. Da Pete var ved at ryge i spjældet sidst, og jeg ringede til en af dem, var svaret »hvor i alverden skal jeg så få mine penge fra?« Ikke et ord om, at det var skrækkeligt for Pete, kun frygt for hans skide penge!”
Dyret vågner
I samme øjeblik træder han så ind i kupeen, iført undertrøje og et par cowboybukser, der er mærket af de ‘uundgåelige cigarethuller’, som Roger Waters refererer til i sin beskrivelse af den typiske junkiemusikers fald fra tinderne på Pink Floyds The Wall.
Doherty hilser pænt og venligt, men har lidt svært ved at se folk i øjnene i længere tid af gangen. Han virker ikke genert, men nærmere lidt svævende, som om han lige så vel kunne være til fodboldkamp på Antarktis uden at bemærke det specielt.
Han begynder at rulle en smøg, og hans umanerligt sorte fingre og negle springer i øjnene. Vel vidende, at Doherty næppe har været ude at plante rhododendron, er det svært at slippe fornemmelsen af, at hvis jeg af en eller anden grund skulle få hans hånd ind i munden, ville jeg befinde mig i en parallelverden en uges tid derefter.
Hvordan føles det at være væk fra tabloidpressen i England?
“Jeg har aldrig bekymret mig om den. Jeg elsker at tale med dem, men jeg læser dem ikke. Har aldrig gjort det. Men al omtale er god omtale.”
Det bekræfter i hvert fald, at han ikke læser, hvad de kulørte blade skriver om ham.
Kongen af fæces
Jeg spørger til koncerten i Århus dagen før og fortæller, at de fik gode anmeldelser i et af de danske musikblade. Både han og Mickey ser himmelfaldne ud.
 |
“Det var ellers virkelig ringe. Vi gik bogstaveligt talt lige ud på scenen med vores kufferter, fik stukket en øl i hånden, og så var det nærmest »Øh, hej Århus!«, og så i gang med det samme,” siger frontmanden.
I fik ikke tid til at lave lydprøve?
“Dem laver vi aldrig. Den slags er uhørt i dette band.”
Babyshambles’ debutalbum, Down in Albion, er produceret af den gamle Clash-guitarist Mick Jones, og er – om muligt – endnu mere gennemsyret af opløste kompositioner og diffuse sangtekster, end Libertines’ to plader er. Der er dog snart en ny plade på vej, der altså er skrevet i samarbejde med Mickey, som Doherty ømt omtaler som “et familiemedlem”.
Hvor langt er I med det nye materiale?
“Teksterne er netop skrevet færdig i sidste uge (slutningen af april, red.), og vi er godt i gang med at arbejde på musikken,” siger Doherty.
Hvordan bliver retningen på det album? Jeg forstår, at I spillede et reggaenummer som afslutning på koncerten på Train?
“Jeps, det hedder “Stone Me, What a Life””, forklarer han, “men det er nu ikke fordi, at vi laver en reggaeplade. Selv om Mickey ved alt om ska.”
Virkelig? Det sagde Paul ellers, at han selv gjorde? Han kaldte sig “œThe King of Ska”.
“Nærmere “œThe King of Faeces”,” indskyder Mickey til stor morskab for Doherty, der tilføjer:
“Ja, eller heroin! Nå, men alvorligt talt, så kan man forvente en hel masse kollaborationer med andre kunstnere. Og en hel masse mig. På samme tid!”
Har du nogle navne på dem, du samarbejder med?
“Det holder jeg ind til kroppen lidt endnu,” gnækker frontmanden.
Pete og Radiohead
Herefter spørger de til, om jeg skal med til koncerten samme aften på Vega. Jeg svarer, at jeg skal se noget, der nærmest står som en direkte modsætning til Babyshambles’ baggårdsslagsmål af en plade, nemlig Radiohead i KB-Hallen.
Synes du, at de er blevet til rockdinosaurer?
“Tja, ingen kan vel undslippe tiden og alderen. Bortset fra mig.”
Hvordan har du tænkt dig at undgå at ende som dem?
“Tage en overdosis!”
Doherty har ganske vist et smil på læben, da han siger det. Men det er påfaldende, at han i en alder af 26 år allerede lyder som en blanding af Keith Richards og Brad Pitt’s sigøjnerbokser i filmen Snatch. Især når man ved, at 27-årsgrænsen for rockstjerner har det med at være en forhekset alder, der som bekendt har været sidste stoppested for Jim Morrison, Jimi Hendrix og Kurt Cobain. Og man sidder med en fornemmelse af, at Doherty kun mangler netop denne endegyldige exit.
Om end den mystik, der omgærder ham, virker helt ubegrundet, som han sidder dér og guffer Ritter Sport med nødder i et dansk IC3-tog.
