Oceanographer: On Leaping From Airplanes

On Leaping From Airplanes er en af den slags plader, man helst bør sætte på, når humøret, stemningen og forholdene er ideelle til det. Det kræver med andre ord tålmodighed og tager sig bedst ud i rolige omgivelser på en fridag, hvor man absolut ingen planer har.

De fire unge amerikanere i Oceanographer, der i 2003 under navnet Panda udgav Twenty String EP og sidste år drog fra hjembyen Texas til New York, tager den nemlig med ro, sådan rent musikalsk i hvert fald.

Albumåbneren og titelnummeret er som en blid vind, der rammer dit ansigt en lun sommerdag. Den rolige akustiske guitar og de efterfølgende rislende og meget drømmende lyde er behagelige gæster i dine øregange. Jeremy Yocum (sang, guitar) og Eric Eltermans (sang, guitar, synths) ligeledes rolige vokalarbejde får instrumenterne til kortvarigt at vige, inden de stemningsfulde og svævende atmosfære understreges med strygearrangementer.
Også på tekstsiden kredes der om det drømmende: »I crawl out of dreams with silver still on my eyelids / Picking up messages from our most distant stations,« lyder det i den meget alt.country-inspirerede “Stations”.

Oceanographer skaber mange vellykkede og ganske smukke øjeblikke undervejs på deres færd mod højere luftlag og drivende skyer. Et eksempel er “Lydia, You’re Fading”, hvor lange instrumentale passager, bl.a. med strygere, på smukkeste vis erobre lydbilledet.
Alligevel bliver det dog indimellem for langsomt og trist. Et nummer som det over otte minutter lange “Polaroid Prince” er med underliggende tyste strygere, piano, klokkespil og akustisk guitar smukt og dragende som udgangspunkt. I takt med at sangen skrider frem bliver Yocums stemmeføring dog alt for langstrakt og monoton, og det skæmmer helhedsindtrykket af sangen. Det atmosfæriske og melankolske nummer sluttes dog flot af med opadgående tempo, inden “Grey Holiday” umærkeligt tager over med langsomt tempo og sløv vokal.

Selv om Oceanographer søger og også indimellem finder skønheden med deres stemningsfulde og melankolske toner, sniger kedsomheden sig også ind hist og her. Flere nuancer og variationer i udtrykket ville have skabt mere dynamik uden at have spoleret den fintfølende og drømmende atmosfære.
Med “Ash and Rags” sørger kvintetten dog for at i hver fald ét nummer på pladen stritter ud fra mængden. Sangens lyse, lette og frem for alt meget poppede toner står i skærende kontrast til linjer som: »I don’t care if anyone’s listening / because I’m shouting until I’m hoarse and out of breath and catching my death.«

Undervejs rammer Oceanographer utvivlsomt en del flotte højdepunkter og dragende øjeblikke med deres både melankolske atmosfæriske og overvejende afdæmpede drømmepop og alt.country-elementer. Men især vokalarbejdet er medvirkende årsager til, at flere numre bliver for langstrakte og monotone at lytte til.