Kan det tælles med fingre og tæer, hvor mange gange en pressemeddelelse med catch-phrases som ‘unik’, ‘enestående’ og ‘nyskabende’ har skruet forventninger til en plade op på et urealistisk niveau? Med mine 10 af hver er det umuligt. Hvilken reaktion kan man så forvente, når den lille medfølgende seddel er vag i meldingen, og løfterne om pladen få? Man sukker hårdt, dybt og inderligt, når man sætter pladen i afspilleren og skruer volumen langt, langt ned for at tage den værste frustrationshovedpine i opløbet. Man gribes af panisk febervildelse, når et eneste ord på mareridtsagtig vis springer frem blandt de andre på pressemeddelelsen igen og igen: pop, pop, pop!
Og man gribes af lettelse, glæde og forundring, når det første nummer toner frem, mens højre hånd skruer op: “Hey, det er sgu da egentlig okay. Nej, det er faktisk overraskende vellykket og medrivende. Nej, det er sgu pissefedt!”
Late Night Venture er meget, meget mere, end de få positive referencer gav udtryk for. Nuvel, jo, kald det bare pop, men der er så mange nuancer gemt mellem de letfordøjelige guitarflader, det ligefremme trommebeat og de tilhørende synthfigurer. Blandt andet den stemningsfulde, karakterrige og i mange tilfælde stærkt elektronisk modificerede vokal i skikkelse af forsanger Søren Hartvig, der hypnotiserer og fastholder lytteren i et uløseligt greb. Der lurer en omgang faretruende skizofreni i splittelsen mellem den maniske, men dystre vokal, og det elegante, simple musikalske akkompagnement.
Det bliver så absolut ikke mindre beklemmende, når man lytter nærmere til teksterne. Igen i lyrikken finder man en splittelse i udtrykkene, krydret med adskillige absurditeter, som det eksempelvis er tilfældet med “Pay the Moon”, der rangerer som en topscorer på min liste over de fedeste numre i lang, lang tid: »We will ride the air and shine / high and filled with joy /we’ll dance as dust in the sun / I’ll pay the moon for an eclipse to tell you I hate you / to tell you I’d like to kill you.«
Late Night Venture er mest af alt en plade, der insisterer på at blive lyttet til fra første til sidste nummer uden afbrydelser, og den fortjener den tid, det kræver. Der er noget dragende over de mange mørke, snoede stier, vi begiver os ad, og noget fantastisk og storslået i måden, hvorpå pladen med al tydelighed viser, at bandet administrerer uendeligt mange divergerende virkemidler. Det er en farefuld og alt for hurtigt tilendebragt rejse gennem farvestrålende og gennemtrængende stemningslandskaber, der rammer øregangene med alarmerende kraft og borer sig dybt ind i psyken. En plade, der kan anbefales til alle. Den har så uendeligt meget at byde på – og er indtil videre årets bedste danske udgivelse!
Lyt til “Pay the Moon”:
[audio:http://www.latenightventure.dk/music/latenightventure-paythemoon.mp3]
