Nyheder

Plade på vej fra indie-supergruppe

Carey Mercer (Frog Eyes), Spencer Krug (Wolf Parade/Sunset Rubdown) og Dan Bejar (Destroyer/New Pornographers) går sammen i en ny indie-supergruppe, Swan Lake.

Der er nu ikke noget som disse særlige projekter, når en håndfuld medlemmer fra diverse bands går sammen om at lave en plade. Det er en tradition, som går langt tilbage, og det seneste afkast fra en sådan idé må vel næsten ligge hos The Raconteurs.

Og beklager, Jack White – selvom du er noget af det bedste, der er sket for nyere tids rock, virker det ikke urealistisk at have større forventninger til dette projekt end til The Raconteurs.

Det bliver i hvert fald interessant at høre, hvordan det udvikler sig, når man parrer den skæve galskab fra Frog Eyes (Carey Mercer) og Wolf Parade/Sunset Rubdown (Spencer Krug) med de melodiøse popkvaliteter i Destroyer og New Pornographers (Dan Bejar).

Samarbejdet mellem de tre herrer er ikke en helt fremmed ide. Mercer og Krug er gamle værelseskammerater, og Krug har tilmed været en stor hjælpende hånd i Frog Eyes siden 2002. Og da Bejar skulle finde sig et backingband til sin Destroyer-plade Your Blues, valgte han Frog Eyes, som også var med på tour. Da Bejar skulle turnere i Europa havde han Mercer og Krug med som backing, og det var her, at idéen blev født om at lave et band sammen.

Swan Lakes album kommer til at hedde Beast Moans, og pladeselskabet Jagjaguwar lover os, at det udkommer d. 21. november i år.

Trackliste
1. Widow’s Walk
2. Nubile Days
3. City Calls
4. A Venue Called Rubella
5. All Fires
6. The Partisan But He’s Got to Know
7. The Freedom
8. Petersburg, Liberty Theater, 1914
9. The Pollenated Girls
10. Bluebird
11. Pleasure Vessels
12. Are You Swimming in Her Pools?
13. Shooting Rockets

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Destroyer: Your Blues
Wolf Parade: Apologies to the Queen Mary
Sunset Rubdown: Shut Up I Am Dreaming

Leave a Reply