Fornyelse er godt. Meget fornyelse er meget godt. Det synes at være mottoet for det danske band Rhonda Harris, der ændrer form fra album til album. Nikolaj Nørlund er tilsyneladende eneste faste medlem, for på den kommende udgivelse har bandet udskiftet besætningen endnu en gang.
![]() |
Medlemmerne i Rhonda Harris anno 2006 er, udover Hr. Nørlund, Anders Christensen, Ned Ferm og Rune Kjeldsen – guitarist kendt fra bl.a. Kira and the Kindred Spirits, Sort Sol og via sin medvirken på Nørlunds seneste soloalbum Tændstik. Sidste mand i denne udgave af Rhonda Harris er desuden Raveonettes-trommeslageren Jakob Høyer.
4. september udgiver bandet Tell The World We Tried. Albummet består af en række covers af numre skrevet af den nu afdøde amerikanske folk-sanger Townes van Zandt. Tracklisten er ikke offentliggjort endnu, men Nikolaj Nørlund har i år allerede optrådt live med Townes van Zandts “Marie”, så dette nummer er sandsynligvis at finde på albummet. Hvad Rhonda Harris ellers disker op med, må vi vente til d. 4. september med af finde ud af.