Den seneste udgivelse fra tyske Tied & Tickled Trio er en formatmæssig skævert: En cd med et enkelt nummer på næsten 20 minutter og en dvd med en koncertfilm, hvor billedkvaliteten er så ringe, at det næsten ikke er værd at se på. Til gengæld er lyden på dvd’en af bandet i live-situationen så forrygende, at man imponeres over lydkvaliteten. Derfor kan det anbefales at fikse lidt med hjemmeanlægget, så lyden af ni mand høj jazz-dub kan nydes over gode højttalere og ikke gennem tv’ets dåselyd.
Optagelsen på dvd’en er fra en koncert, bandet gav i München i 2004. Billedsiden er komponeret af optagelser fra flere forskellige kameraer. Et befinder sig blandt publikum, et andet ligner i kvaliteten et overvågningskamera og et tredje sniger sig tæt på musikerne på scenen for at få detaljerne med. Der klippes og manipuleres med teksturen, så man skulle tro, det var en produktion beregnet til MTV-generationen. Det er sjældent særligt interessant at kigge på, selv om man imponeres over de ni musikeres engagement og ikke mindst deres kompetencer: Der byttes rundt på instrumenter og opstilling nærmest hele sættet igennem, og det er tydeligt, at ingen af musikerne keder sig.
De fleste af koncertens numre er taget fra albummet Observing Systems, der snart har tre år på bagen. Både på denne cd og for koncertens vedkommende er det “The Long Tomorrow”, der åbner. Tied & Tickled Trio er her nede i tempo, hvor en pulserende rytme gentages igen og igen, mens horn intensiverer pulsen. På dette nummer og generelt for hele koncerten får blæsersolisterne mere rum end på albumversionerne. Der er helt sikkert alt for meget for nogle lyttere med de mange saxofon-soloer, men det er fantastisk at høre, hvordan der bliver givet rum til næsten ekspressive improvisationer, hvor solisten er helt væk i sin solo og først efter flere minutter ude af trit med resten af bandet dukker frem og falder ind i det samlede lydbillede igen.
Musikken er hele tiden en særegen blanding af jazz og postrock – og hele tiden tilsættes der elektroniske elementer, som enten ubemærket er med til at fuldende lydbilledet, eller som bliver mere dominerende som på nummeret “Tamaghis”, der er ren dub. Tied & Tickled Trio mister dog aldrig sit personlige udtryk, hvilket faktisk imponerer, for bandet spænder virkelig vidt rent stilmæssigt.
Mellem numrene fra albummet Observing Systems er der også blevet plads til et ældre nummer, “Yolanda” fra EA1 EA2. Det kunne have været et nummer, som med sit drømmende, elektroniske udtryk lod lytterne (og publikum) vende tilbage til den verden, som ligger uden for Tied & Tickled Trios univers. Men her bliver nummeret en smule klemt op imod congo-jazzen, som afslutter koncerten.
“Freakmachine” har til koncerten fået ekstra dub-effekter og endnu flere tribal-rytmer end i studie-versionen. Det tangerer at være lidt for voldsomt, for nummerets drive forsvinder næsten i rytmernes insisteren på at være dominerende. Men bortset fra den detalje er det en fantastisk afslutning – og det er en koncert, jeg gerne ville have været til.
For udgivelsen a.r.c. spiller formatet spiller en næsten irriterende rolle. Det føles idiotisk at sætte cd’en i anlægget, når man ved, at dvd’en indeholder så meget mere materiale. Hvorfor cd’en ikke indeholder hele koncerten, er mig en gåde. Derfor endte jeg med at brænde lyden fra dvd’en over på en cd, som nu kan nydes i højeste lydstyrke på stereoanlæggets cd-afspiller. På den måde kommer musikken til sin ret, og formatet skænder ikke det faktum, at Tied & Tickled Trio er et formidabelt liveband.
