Hypnotiserende sort/hvide linjer slanger sig på albumcoveret og får øjnene til at lave piruetter. Bandnavnet er desuden taget fra et Velvet Underground-nummer. Hvis ovenstående ikke er nok til at fange din opmærksomhed, bør det måske nævnes, at The Black Angels spiller en fyrig omgang psykedelisk rockmusik med fornemmelse for nærvær og en umiddelbart forestående undergang.
Fra de først sungne linjer – »run for the hills, pick up speed and let’s go« – og frem til det endelige klimaks sidst på pladen får man fornemmelsen af, at noget ikke helt er, som det burde være. Verden er et mørkt og skræmmende sted fyldt med krig, håbløshed og isolation. Men de sorte engle er vores guider i en herlig times tid, så frygt ej.
Vi skal en tur tilbage i tiden. The Black Angels kaster nemlig lange blikke tilbage i musikhistorien. Bandets musik er hverken revolutionerende eller synderligt fornyende. Guitarerne skifter mellem mørke reverb-klædte, blues-prægede riffs og bastante lydmure. Trommerne er simple og bombastiske som i en march mod dunkle territorier. Læg dertil en masse lag af orgel, tamburiner og hvad der beskrives som en ’dronemaskine’, og man får et langsommeligt bevægende maskineri, der hiver én ind.
Bandet er samtidige og musikalsk ligesindede med Brian Jonestown Massacre, og ja, der er nogle ligheder. Men hvad Black Angels mest af alt minder om, er The Doors. De har i Alex Maas en sanger, der lyder som en apokalyptisk shaman, hvis stemme kravler ind i hovedet på dig og tvinger dig til at se de billeder, han maler af tab af uskyldighed, adskillelse mellem elskende, vrede og frustration.
Debutpladen Passover går lige til sagen med den slæbende og fuzz-rockende “Young Men Dead”, mens kister lægges i jorden til tonerne af “Manipulation”, og sirener synger i det fjerne, idet de tunge efterklange fra “Bloodhounds on My Trail” dør ud. Der er en vrede på spil, og den er mest sydende i “The First Vietnamese War”. Som et psykedelisk tilbagekast maler sangen billeder af en igangværende krig.
Opskriften er hurtigt til at forstå. De repetitive elementer i instrumenteringen skal sammen med Mass’ monotone stemmeføring føre dig ind i en manisk gyngende hypnose fra start til slut. Den 15 minutter lange “Call to Arms” kommer derfor som en overordentlig kulmination, hvor en strømhvirvel af lyd sammenbringer et mylder af strygere, klokker og loopet feedback. The Black Angels’ dødsdronende psykedeliske pyroteknikere lukker verden ude med tilstrækkelig attitude og feedback til at få os til at lytte godt efter.
Magien, som opstår i det lille stemningsunivers, der er Passover, er ikke lige stor gennem hele værket. Der forekommer flere øjeblikke, hvor hypnosen bliver træg – f.eks. i “Empire”, der har en vis lighed med Velvet Undergrounds “All Tomorrow’s Parties” (guitarist Christian Bland har en kølig elegance ikke helt ulig Nico) og den mere blues-baserede “Bloodhounds on My Trail”. I andre momenter kunne man savne nogle større afvigelser fra den ensartede opskrift – men det er svært at følge sig overordentligt generet på en plade, hvor materialet generelt er af ganske solid kaliber.
Passover er en rigtig fin debutplade, som trods sin retro-fetich bør spilles højt. Eller som bandets eget slogan udtrykker det: Turn on, tune in, drone out.
Lyt til “The First Vietnamese War”:
[audio:http://www.theblackangels.com/mp3/02-Passover-The_First_Vietnamese_War.mp3]
