For 10 år siden undskyldte Evan Dando for sin tøjlesløse stofafhængige livsstil på den forrige Lemonheads-plade, Car Button Cloth. Med tågen fjernet fra synsfeltet udgav han i 2003 solodebuten Baby I’m Bored, hvor han stadig syntes at reflektere over sine tidligere destruktive eskapader i sange som “Why Do You Do This to Yourself?” Pladen bød endvidere på en Evan Dando, der søgte nærmere mod de country-rødder, der altid har hvilet i hans sangskrivning. Men Dando har savnet at rocke, så han har genoplivet The Lemonheads og hyret trommeslager Bill Stevenson og bassist Karl Alvarez, begge veteraner fra The Descendents, som rygrad i bandet anno 2006.
Denne nye Lemonheads-plade er selvbetitlet – og dette af en simpel grund. Den indfanger nemlig en helt essentiel Lemonheads-lyd, der gør det ligegyldigt, om udgivelsesåret hedder 1992 eller 2006. Har man været til Lemonheads, er her nye fornøjelser at finde. Det er mid-tempo indierock skabt af en mand, som har skabt mid-tempo indierock i snart et kvart århundrede.
Evan Dando har med Lemonheads ingen overvældende tydelig ambition om at skrive andet end sødligt punkede powerpop-sange. Men når resultatet er godt som det første singleudspil “Become the Enemy”, der besynger endnu et forlist forhold, er der heller ikke ingen grund til at gøre mere end som så. Også de herlige “Rule of Three” og “No Backbone” – begge med hylende guitarbidrag fra J Mascis – er den slags gyldne tidsrøvere, hvor man får lyst til at stirre nostalgisk ud i luften, mens man drømmer sig tilbage til Lemonheads’ storhedstid i de tidligere 90’ere.
Lemonheads vækker også en øjeblikkelig genkendelsesglæde med det catchy åbningsnummer “Black Yard”. Og den kyniske “Let’s Just Laugh” søger svar på spørgsmålet: »What happened to the slackers who never straightened up?« Et rimeligt spørgsmål, må man sige – selv fra en 39-årig rockstjerne, der selv har oplevet at falde fra tinderne.
Dando har også en særegen evne for at skrive rocksange, der lyder, som de er coverversioner af countrysange, eksempelvis i “Poughkeepsie” og “Baby’s Home”. Især sidstnævnte – skrevet af Tom Morgan, som er frontmand i det urimeligt oversete australske slackerband Smudge, og som har skrevet op til flere Lemonheads-sange – imponerer med sin hanrej af en fortæller, der fremviser en utrolig sindsro indtil det sidste vers, hvor han finder sit gevær frem: »I’ll cut you in half with a double shot blast / And I’ll pound on his head with a stone,« synger Dando med sin karakteristiske vokalsødme. Lignende kritiske følelsesstrømme finder man i far/søn-konflikten i “Steve’s Boy”, der vinder med sin godmodige melodi.
I “December” forsøger Dando at kysse endnu et forfejlet forhold farvel, men klangfarven er for bleg og melodien for svag til, at udtrykket for alvor trænger igennem. Sådanne misfarvninger forekommer heldigvis kun ganske få steder på pladen.
Kort efter halvtimesmærket lukker og slukker The Lemonheads, som de har gjort det tidligere. Evan Dando havde brug for en pause fra verden, som måske også havde brug for en pause fra ham. Men efter 10 år er man kun glad for at have ham tilbage igen.
