Selv om man har de bedste råvarer, kan resultatet sagtens mislykkes. Utallige Stjerne for en aften-optrædener bekræfter den læresætning, og i en tid, hvor mange kunstnere (og deres tv-reklamer) higer efter laveste fællesnævner, bør man være på vagt over for coveralbums.
Nikolaj Nørlunds nye plade med Rhonda Harris-projektet kan man dog godt lade slippe gennem filtrene. Nørlund skifter flittigt ud i besætningen, men hvad gør det, når han henter dygtige folk som Kira-guitaristen Rune Kjeldsen og Raveonettes’ trommeslager Jakob Høyer.
Tell the World We Tried er et seriøst og enkelt hyldestalbum til den afdøde amerikanske singer/songwriter Townes van Zandt, og Rhonda Harris gør et fint stykke arbejde for at udbrede budskabet om hans formidable sangskrivning. Skæbnefortællinger, socialrealisme og beretninger fra et ikke specielt højt socialt lag udgør tematikken i Zandts univers, og de stærke sange bæres fint videre med banjo og lap-steel samt Nørlunds stemme, der skinner klart igennem.
Pladen kommer fint fra land, men det er numrene på sidste halvdel, der virkelig løfter pladen. “Saint John the Gambler” med Jens Unmack på kor, er en charmerende, men barsk westernvise, der emmer af cowboymelankoli og intet andet end whisky bag bardisken. “Tecumseh Valley” er et af de mere simple tracks, men akustisk guitar og lidt fløjte gør sig rigtig fint i selskab med Nørlunds let messende, nasale vokal.
“Two Girls” er også værd at nævne; teksten bryder ind med lidt kærlighed og eftertænksomhed: “I have got two girls / One is in heaven and one below / One I love with all my heart / And one I do not know.” Omkvædet sidder lige i skabet, og det fyldige arrangement passer rigtig godt sammen med tematikken.
Nørlund holder lyden skarp, akkorderne i mol, og der er en klang over albummet , der når helt op til gode gamle Townes oppe i de tyndere luftlag. Tell the World We Tried kan ikke roses for at tilføre det oprindelige en masse nyt – hvilket man måske også har svært ved at se muligt. I stedet fokuserer Nørlund og venner på at opgradere folkets viden om en sangskriver, der sagtens kan tåle meget mere opmærksomhed – og da han ikke selv er i stand til at gøre noget for sagen, er Rhonda Harris en værdig budbringer.
Det er muligt, at man vil savne enkelte numre fra bagkataloget, men hvis målet var at skabe et homogent album, er det 10 velvalgte numre, Nikolaj Nørlund og hans band disker op med. De lyser i hvert fald soleklart hen over navnet Townes van Zandt, og forhåbentlig kan de give manden lidt mere af den kredit, han fortjener. Nørlund rammer ikke helt Zandts magi, men han har alligevel fat i den lange ende.
