Club Kama Aina er soundtracket til en imaginær roadmovie, der udspiller sig rundt omkring på nogle af denne verdens øer – eller inde i sjælelivets dybe tunneller. Albummet er snarere lyden af den form for eftertænksom, glidende klang, som et togs evige rejse til nattens ende kan skabe, end et hæsblæsende, fremadstormende motorcykelbeat, som vi kender det fra et klassisk eksempel på roadmovie-soundtracks som Easy Rider.
Kama Aina udgives af Efterklangs pladeselskab Rumraket, og Club Kama Aina er det femte udspil fra en af musikverdenens pendanter til Jules Verne, den berejste multiinstrumentalist Takuji Aoyagi.
Meget passende starter rejsen derfor i Tokyo, hvor han har hjemme. Det simple og venlige “Hotaru” er det første klikkende electronicaspor udi den afsøgning af verdensmusikkens afkroge, Aoyagis album lægger op til. Herefter sker der en udvidelse af lyduniverset, så det også indbefatter en hoppende banjo i næste skæring, hvilket – på trods af, at vi stadig er i Japans hovedstad – varsler progression, stigende forventning og trippen efter afgang…
Denne forventning indfries også straks, da første egentlige stop på turen er et besøg i det eksotisk-etniske. Albummets tredje nummer “Cubali Street Scene” er nemlig indspillet i den balinesiske by Ubud og i Havana på Cuba. Stammemusikkens velkendte, naive trommer har fået lov til at sætte et markant touch på Aoyagis ellers meget elektronisk-instrumentale udspil. Nummeret er ganske fint, men kommer til at stå som en mærkelig strittende blindgyde på den videre færd.
Turen går herefter ret uventet videre til en ganske anden ø, nemlig Storbritannien, nærmere betegnet til Glasgow, hvor Aoyagi er løbet ind i en række af landets mest prominente indiemusikere såsom Isobel Campell, Bill Wells og The Pastels.
De i alt tre numre, der har skotsk blod i de musikalske årer er da også mere eller mindre præget af dette møde, idet de står som pladens mest “vestlige”, både hvad angår lyd og arrangement.
Campells englenynneri på nummeret “Car Song” og dens vuggende, klassiske opbygning er ikke langt fra, hvad vi kender til af sørgmodig dansk og europæisk indiepop a la Lise Westzynthius.
“Millport” kammer helt over i tyk kliché med sit dovne piano, slæbende vokal og klassisk-melankolsk lyrik, der sløvt slår fast, at »it’s the end of the season.«. Dog er reallydene i form af hundegøen, fuglekvidder og bølger ganske underholdende, men måske mest som kompensation for manglende indhold i sangens egentlige struktur. Disse skotskinspirerede skæringer bliver de mindst interessante på albummet.
Mere sprudlende bliver det, når Aoyagi til sidst vender tilbage til Tokyo igen i numrene “Mud Cat” og “Glasgow Sky”. Her går genkendelig melodiøsitet, kobjælder og afdæmpet, klikkende skønhed op i en højere enhed med skæv japansk instrumentering og slutter den musikalske rejse med en lukning af cirkelen.
Det er bemærkelsesværdigt, at de mest vellykkede numre er Aoyagis egne kompositioner optaget i hjemlandet Japan. Måske har den klassiske hjemme-ude-hjemme-problematik, der ofte er udgangspunktet for erkendelse i roadmoviegenren, haft sin effekt her.
Club Kama Aina sætter sig med sin eksperimenterende folktronica mellem to stole. Det føles ofte som noget, man har hørt før, men samtidig er pladen utrolig varieret. De skæve indfald er af og til irriterende ubegrundede (f.eks. stammetrommerne), men sine steder er pladen et smukt, ukompliceret og inspirerende soundtrack til imaginære rejser ud i verdens afkroge og ind i sjælelivets kringlede rundkørsler.
Lyt til “Hotaru”:
[audio:http://www.rumraket.com/music/Kama_Aina_Hotaru.mp3]
