Nyheder

Secretly Canadian genudgiver Bobb Trimble

Psych-folk-særling bliver tilgængelig for andre end vinylsamlere.

Det amerikanske selskab Secretly Canadian genudgiver inden længe den obskure amerikanske psych-folk-enspænder Bobb Trimbles to plader, Iron Curtain Innocence og Harvest of Dreams. Efter planen skal pladerne udkomme til sommer næste år.

Trimble udsendte oprindelig pladerne i begrænsede oplag i henholdsvis 1980 og 1982. Siden har de opnået en nærmest legendarisk status, dels fordi Trimbles spinkle stemme og formidable sangskrivning danner en helt unik cocktail, dels fordi de udkom på et tidspunkt, hvor stort set ingen andre gad beskæftige sig med den slags musik.

Trimble er med andre ord efterhånden blevet en slags retropioner. Det betyder også, at pladerne bliver solgt til uhyrlige priser på den forkerte side af 1.000 kroner. Men nu ser der altså ud til at blive mulighed for, at almindelige dødelige også kan få fingrene i dem uden at måtte ty til piratoptagelser.

Der er ikke kun økonomiske fordele ved at købe de nye genudgivelser. For begge plader bliver udstyret med ekstranumre. Og efter alt at dømme kommer ekstranumrene også til at være stærke sager. I hvert fald udgav det danske selskab Orpheus Records for et par år siden pladen Life Beyond the Doghouse med hidtil uudgivne Trimble-numre, og her er der virkelig smukke sager at finde.

Ifølge planen udkommer de nye genudgivelser både på cd og lp.

Leave a Reply