Én ting kan man ikke beskylde den tidligere forsanger i Afghan Whigs og nuværende frontfigur i Twilight Singers, Greg Dulli, for at gøre – det er at sidde med hænderne i skødet. Dulli har udgivet musik siden midten af firserne, og mens pladeudgivelser for de fleste musikere tynder ud i takt med håret, øges den efterhånden midaldrende tusmørkesangers aktivitetsniveau år for år.
I 2006 stod den således alene i Twilight Singers-regi på udgivelsen af albummet Powder Burns efterfulgt af omfattende koncertaktivitet og – for at runde året af – udgivelsen af ep’en A Stitch in Time, som Dulli også selv har produceret.
Som kendere af Twilight Singers vil vide, er covernumre ikke noget uvant fænomen fra deres side; således bestod albummet She Loves You udelukkende af covernumre. Også på A Stitch In Time har Dulli været i fortolkerhumør, så to af de fem numre er covernumre.
Spørgsmålet er, om dette udspringer af et ønske hos Twilight Singers om at hædre deres forbilleder, eller om det ikke nærmere er et lille træthedstegn fra foretagsomme Dulli. Synd er det i hvert fald, for resultatet er ikke videre spændende.
Først er det 2006-singlen “Live With Me” fra tusmørkekollegerne i Massive Attack, der står for tur, og her formår Twilight Singers at lave en massiv gang pløjerock ud af det ellers så elegante nummer.
At Mark Lanegan som gæstevokalist leverer en aldeles uinteressant gravrøst, er blot med til at gøre helhedindtryk endnu mere fantasiforladt.
Det andet nummer, der tages under behandling, er newzelandske Fat Freddy’s Drops “Flashback”, og resultatet er ikke bedre. Jeg har aldrig hørt originalen, så jeg kan ikke sammenligne, men Twilight Singers’ formel for et covernummer synes igen at være at hælde en masse lyd på. Et massivt basriff, der fortsætter hele vejen igennem, indleder nummeret, inden der fyldes på med diverse guitarlag, orgel, tunge trommer og så fremdeles. Også her er Mark Lanegan med på gæstevokal, og også her er fantasiforladt et ord, der presser sig på.
Twilight Singers klarer sig noget bedre, når det er Dulli selv, der står for sangskrivningen. Faktisk er den elegante og drømmende “Sublime” en hel lille perle med sin blanding af elektronisk beat og rigtige trommer, og (afdæmpet) guitar/bas og strygere. Fordi der er mere plads i lydbilledet, formår den dystre og nærværende stemning, som er Twilight Singers’ varemærke, at forplante sig langt mere, end når der fyldes lag på lag af lyd på.
I “They Ride” er der godt nok endnu en gang skruet op for volumeknappen, men alligevel fungerer nummeret udmærket. Melodien og det lidt hoppende groove passer på en eller anden måde godt til Twilight Singers’ lyd, uden at resultatet dog bliver helt så godt som “Sublime”.
Endelig er der den afsluttende “The Lure Would Prove Too Much”, hvor der igen er gjort plads til huller i muren af lyd, og igen er resultatet dejligt drømmende som “Sublime”. En rolig 3/4–takt er bunden, hvorpå de forskellige lag af instrumenter bygger stemningen op. Tilmed giver det langsomme tempo Dulli mulighed for at vise en langt mere facetteret side af sin vokal end på resten af ep’en.
Desværre er den følelse, jeg sider tilbage med efter at have lyttet til A Stitch in Time, at den alt for ofte er jævn og alt for sjældent god. De gode elementer findes, javist, men der er bare alt for langt imellem dem. Måske slideren Dulli skulle tage sig et hvil og give tid til, at nogle flere gode indslag kan hobe sig op, før han kommer med sit næste projekt.
