Der tales meget om “det svære andet album”. Dét album, der skal følge op på en debut, der har fået anmelderne op af stolene og pladekøberne til at hive VISA-kortet op af lommen. Kan kunstnerne bevise, at de fortsat har potentiale, eller løber de ind i den mur, som man i USA kalder “the sophomore slump”?
Det er præcis dette dilemma, engelske Bloc Party står overfor. I 2005 red de overraskende godt med på den nye bølge af postpunket, men lettilgængelig rock, der blev startet af Franz Ferdinand. Bandet fik gode anmeldelser og solgte over en million eksemplarer af debutalbummet Silent Alarm, der i tilgift også blev kåret til “Album of the Year” af NME. To år senere skal kvartetten nu bevise, at debuten ikke blot var et lykketræf.
Personligt faldt jeg ikke på halen over Silent Alarm. Bevares, den indeholdt da nogle gode sange – ikke mindst singlen “Banquet” – men så var den altså heller ikke bedre. Og hvis denne “jeg synes, det er middelmådigt – de fleste andre synes, det er fremragende”-formel kan følges igen, så står Bloc Party med endnu en fuldtræffer. Der er flere glimrende sange på A Weekend in the City – desværre er der også mindst lige så mange, der ikke fungerer.
“Song for Clay” starter på lusket vis som en ballade, hvor Kele Okereke hvisker intimt i lytterens øre, før tempoet øges gevaldigt med galopperende trommer og onde postpunk-guitarer. “Hunting for Witches” er vel nok albummets højdepunkt og den mest oplagte single. Guitarerne er melodiske og aggressive, og Okereke har her formået at skrive en sang, hvor omkvædet kun øger den fremadrettede melodiøsitet, der allerede forefindes i versene.
Kele Okerekes proklamerede begejstring for superproduceren Timbaland kan desværre ikke høres på A Weekend in the City, hvor det er svært at finde sprækker i den postpunk-rustning, bandet allerede havde iført sig på debuten. Kun førstesinglen “The Prayer” har en produktion, der med lidt god vilje kan kaldes eksperimenterende. Sangen indledes med et elektronisk beat og interessante, aparte vokalharmonier i versene. Bandet trækker dog i land senere i sangen ved at udskifte elektronikken med akustiske trommer og et ganske konventionelt omkvæd – men det virker.
Balladerne er generelt ikke Bloc Partys stærke side, og kun den afsluttende “SXRT” overbeviser i denne kategori. Bandet formår her at holde igen, uden at det nødvendigvis bliver forudsigeligt og kedeligt af den grund. Guitarunderlægningen er simpel og smuk i de første par minutter. Derefter fyldes lydbilledet på fineste vis ud med trommer, strygere og vokalharmonier.
Den resterende del af albummet er bestemt ikke elendig, men der er så sandelig mangler. Det virker for ofte, som om bandet går på autopilot og blot leverer den vare, de forventer, at folk vil have. Det resulterer i sange, hvor den intensitet og melodiske nerve, der præger bandets bedste materiale, mangler – det virker simpelthen ikke, som om bandet mener det – ikke blot fordi melodierne ikke er stærke nok, men også fordi lydbilledet ofte bliver for pænt og kedeligt.
Når nu Bloc Party ikke har gennemgået den store musikalske udvikling, kunne man have håbet på, at de i stedet havde rendyrket stilen og lyden fra Silent Alarm, samtidig med at de havde luget ud i de svage sange. Dette er som sagt ikke tilfældet, men det kan egentlig ikke påstås, at A Weekend in the City er en decideret skuffelse – den er på niveau med forgængeren, og det er sådan set fint nok. Men det er nu engang bedst, når man kan ane fremgang.
