“Straight outta Øster Brønderslev og frem på den internationale rockscene!”
Nogenlunde sådan var virkeligheden for The Blue Van, da de i 2005 i kraft af deres debutalbum, The Art of Rolling, samt deres talrige og meget energiske koncerter fik masser af ros i både ind- og udland. Roserne var i øvrigt fuldt ud fortjente; debutalbummet var et sandt brag af en rock’n’roll-fest med en smittende energi og gå-på-mod.
På Dear Independence befnder vi os, næppe overraskende, stadig i pigtrådsmusikkens guldalder, men festen kører ikke helt på fuld hammer denne gang. Tempoet er droslet ned, og selv om producer Henry Hirsch med stor succes har ramt en herlig live-lyd, bliver man ikke overrumplet på samme måde som af debutskiven.
Mindre kan dog også gøre det. Det er ikke det nemmeste i verden at følge op på en succesfuld debut, og dybest set er det rigtig positivt, at denne anden plade ikke er endt med at blive en klon af sin forgænger. Og så er det tydeligt for enhver, at bandets hyperaktivitet på alverdens scener har båret frugt, hvad angår sammenspil og selvsikkerhed. Men det ændrer alligevel ikke på, at bandet sine steder virker en anelse uinteressante på dette andet udspil.
Grundstemningen er som antydet mærkbart anderledes denne gang. I en sang som “Momentarily Sane” er stemningen for eksempel ligefrem decideret hyggelig og fornøjelig med fællessang og fløjten. Og det er faktisk sin sag at vænne sig til de mange mere tilbagelænede indslag fra kvartettens side, som groft sagt begrænsede sig til nummeret “Baby I’ve Got Time” på The Art of Rolling.
Lyden er dog ubetinget herlig med sin knitrende og skæve udtryk, hvilket klæder The Blue Van fortrinligt. Alligevel er det, som om der denne gang er for få skæringer, som sidder lige i skabet. Nogle af numrene flyder sammen i deres udtryk, og selv om de utvivlsomt er skåret solidt, overrumples man ikke, og de stikker ikke for alvor ud fra mængden.
De mest vellykkede indslag er “Don’t Leave Me Blue” og “Elephant Man”. Sidstnævnte er nemlig et af de numre, der brænder igennem og lagrer sig i bevidstheden. Trommebeatet rammer lytteren i mellemgulvet fra første sekund, guitarriffet er knitrende og fængende, og stemningen er mere syret end hyggelig. En stemning, der trods alt passer bedst til den swingende blå vogn. Blot to og et halvt minut drøner albummets fedeste og mest iørefaldende nummer derudaf på den skævest tænkelige måde.
Singlen “Don’t Leave Me Blue” er et decideret hit. Dens enkle og catchy opbygning og ‘syng-med-omkvæd’ vidner om solidt håndværk og markerer sig i dén grad som et nummer, der rumsterer inde i hovedet, når de knap 40 minutters spilletid er gået.
Dear Independence er knap så ligetil og fandens charmerende som forgængeren, idet de mere nedtonede og lettere anonyme skæringer har fået for meget råderum. Alligevel rammer bandet plet med den meget live-agtige produktion, og når nordjyderne syrer ud og for alvor slår sig løs, fungerer det stadig djævelsk godt. Det sker bare ikke så tit på Dear Independence.
