Hvornår er en sommerplade mest værd? Når det er sommer – eller når det er alt andet? Hvis du hælder mest til det første svar, kan du roligt vente nogle måneder med at interessere dig for newzealandske The Ruby Suns. Har du til gengæld brug for en plade, der kan bane vejen for sommeren ved at minde om, hvor rart det bliver, er oktettens selvbetitlede debutalbum værd at kigge nærmere på allerede nu.
Sangskriveren og forsangeren Ryan McPhun stammer oprindeligt fra Californien, og det fremgår ganske tydeligt af hans sange – især fordi McPhun har et godt øje til sin hjemstats største popsmede, The Beach Boys. Det kommer blandt til udtryk i et væld af fornemme to-, tre- og firstemmige korharmonier, hvilket åbningsnummeret, der er a capella, er et fornemt eksempel på.
“Masaai Mara” er en mere traditionel popsang, som via et lignende flerstemmigt kor får et strejf af Zombies over sig. Også “My Ten Years on Auto-Pilot”, der i øvrigt sender en vældig tydelig hilsen til Phil Spector-pigegruppen The Crystals’ “And Then He Kissed Me”, byder på overdådige korarrangementer – hvilket også sagtens kan lade sig gøre, når syv af de otte bandmedlemmer er krediteret som vokalister.
Men harmonierne er et tveægget sværd. For når de smager mest af Beach Boys, har de også et skær af kliché over sig. I “Criterion” bliver det for meget, når det i forvejen naive omkvæd »You deserve to be with the one you love / I only want to be with the one I love« bliver bakket op af doo-doo-ah-ah-vokaler, der har Brian Wilsons navn stemplet overalt på sig.
I det hele taget leger The Ruby Suns en hel del med klichéer, ikke mindst fra 60’ernes pop – og som oftest slipper oktetten godt fra det. I “Look Out SOS!” smager guitarriffet så tilpas meget af noget velkendt uden egentlig at være det, at hjernen er travlt beskæftiget med at finde ud af, hvad det lyder som – og mens man således er uopmærksom, sniger sangen sig ind i hjernebarken.
Stort set alle numre på The Ruby Suns er spækket med idéer. McPhun er ikke nogen videre konventionsbundet popsmed, så han har ikke de store betænkeligheder ved at lade sine sange skifte retning mange gange. Idérigdommen er et problem, når den i “Birthday on Mars” betyder, at McPhun ikke disponerer påfundene ordentligt og f.eks. kvæler en fængende horn-melodi, inden den har nået at bide sig fast.
Omvendt er det noget nær vidunderligt, når han lader det ellers ikke specielt iøjnefaldende nummer “Trepidation Part Two” blive afsporet af et massivt trommebreak, der kunne stamme fra den seneste Caribou-plade. Med ét lyder det, som om Tivoli-gardens trommeslagere er taget på udflugt til de syrede 60’ere, hvor der åbenbart altid er plads til et ekstra lag smældende bækkener.
Debutalbummet fra The Ruby Suns lever i højere grad på sin utvetydige sommerstemning end på sangenes kvaliteter hver for sig. Set hver for sig er en del af sangene ikke noget særligt, men helheden er så sammenhængende og forfriskende, at albummet slipper godt af sted med at skabe længsel efter sommervarmen.
