22-årige David Vandervelde kommer fra Chicago, men det havde nu været mere passende, hvis hans hjemby var London, og hvis vi befandt os i de tidlige 70’ere. I løbet af de tre år, Vandervelde har brugt på at indspille sin debutplade, The Moonstation House Band, synes én musikhistorisk periode nemlig at have haft hans altoverskyggende interesse: engelsk glamrock cirka 1972 med navne som David Bowie og T. Rex. Især T. Rex har sat sit tydelige præg på den unge amerikaners musikalske output. Så meget, at det næsten kunne have været reinkarnationen af T. Rex-frontmanden Marc Bolan, som døde i en trafikulykke i 1977, man havde med at gøre.
Trods de klare referencer fremstår David Vandervelde ikke som en bleg kopi, der ukritisk har planket fra de gamle glamrock-koryfæer. Hans glamrock-inspirerede numre, hvoraf flere er særdeles melodistærke, flirter også med 60’ernes psykedeliske rock, da vokalen i enkelte numre er fordrejet med et syret udbytte til følge. Det er næppe helt tilfældigt, at ansigterne på pladecoveret næsten er placeret i en Afrika-formation ligesom på Forever Changes, psychpopbandet Loves rockklassiker fra 1967.
David Vandervelde har bedst greb om tingene, når han er i et powerpoppet lune. De mere afdæmpede sange rammer ikke rigtig helt derind, som det er hensigten. Strygere løfter “Corduroy Blues”, men det er ikke helt nok til, at man lader sig forføre. Hans vokal er ganske enkelt ikke inderlig nok. Vandervelde har ellers arrangeret strygerne på smuk og til tider filmisk vis i samarbejde med den velrespekterede David Campbell, der tidligere har arbejdet for bl.a. Leonard Cohen. Og det virker da også forbilledligt i “Wisdom From a Tree”. Med versets simple klaver- og trommerytme som afsæt bliver vokalen blæst til pophimlen i omkvædet, tæt omslynget af strygere – uden det bliver for svulstigt.
Der er ellers en tendens til, at sangene bliver for overlæssede med instrumenter og effekter. Derfor er David Vandervelde allerbedst – det vil sige rigtig god – når han skærer sangene mere ind til benet og tager den direkte vej til omkvædet. Den fremgangsmåde følger “I Can’t See Your Face No More” (trods halv-syrede vokaler), “Nothin’ No” og “Jacket”. Tre stærke sange med effektive riffs og melodier, man ikke sådan lige børster af skulderen. De sætter sig fast, gør de.
The Moonstation House Band er en overbevisende debut, hvor David Vandervelde viser, at han har et stort talent for at skrive forbandet melodiske sange. Tidløse sange, som uden tvivl ville have virket i 1972 – præcis som de gør i 2007.
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/jacket.mp3]
