Der er god risiko for at blive en smule skuffet over det seneste udspil fra et af Jimmy Tamborellos mange aliasser, Dntel. For hvis du nød hans samarbejdsprojekt The Postal Service, vil du synes, at Dumb Luck ikke indeholder tilpas mange hits. Og hvis du faldt for Dntels forrige album Life Is Full of Possibilities, synes du sikkert, at hans nyeste album ikke er inderligt og emotionelt nok.
Jeg hører selv til sidste gruppe, der fandt Life Is Full of Possibilities‘ funklende electronica i mol ganske charmerende. Og jeg må sige, at jeg er lidt skuffet over Dumb Luck – også fordi det har taget Jimmy Tamborello godt seks år at få albummet færdigt.
Som på Life Is Full of Possibilities har Jimmy Tamborello inviteret en række gæster med på albummet til at lægge vokal til hans melodier. Han starter dog selv med at synge på åbnings- og titelnummeret, der i sin essens er en akustisk ballade uden kant, hvor Jimmy Tamborello lægger blid, elektronisk behandling ned over. Sødmen er en smule overvældende, og manglen på en god melodi ligeså.
Det er først på sidste halvdel af albummet, at Dntel når samme højder på Dumb Luck som på forgængeren. Først bliver lytteren slæbt gennem baggrunds-ligegyldigheder som “I’d Like to Know”, der har Lali Punas Valerie Trebeljahr på vokal og er skrevet sammen med netop Lali Puna. Både hendes vokalbidrag og selve nummeret er meget jævnt og upersonligt. Lidt bedre er Jenny Lewis-nummeret “Roll On”, der kunne være et outtake fra hendes country-inspirerede debutalbum, som Jimmy Tamborello derefter har fået en god halv time til at lege med.
Anden halvdel byder på “Rock My Boat” med et slæbende beat og Mia Doi Todds delikate, fløjsbløde og alligevel kraftfulde stemme, der giver musikken den ekstra emotionelle kant og dybde, som ellers er ret fraværende på albummet. “Natural Resources” er med Andrew Broder (Fog) på vokal, og mens hans stemme ikke er overvældende som Mia Doi Todds, får han lov til at bidrage til det bedste musikalske menupunkt på albummet. Først som en vibrerende, ustabil bund af knitrende piano, der siden åbner sig med saxofon og ender i et sprudlende rytmeorgie, der får mine mundvige til at vende sig opad.
Der er ingen grund til at omtale nummeret med Conor Oberst, der i mine ører er en billig efterligning af dEUS’ “Hotellounge (Be the Death of Me)”. I stedet kan det efter blot få lyt konstateres, at Dntels Dumb Luck er en jævnt kedelig oplevelse, der hverken kan leve op til mine forventninger eller isoleret set til de krav, man kan stille til et godt album. Og slet ikke efter seks år undervejs.
Lyt til “Dumb Luck”:
[audio:http://www.subpop.com/assets/audio/3131.mp3]
Lyt til “The Distance”:
[audio:http://www.subpop.com/assets/audio/3252.mp3]