Amerikanske Stephanie Dosens musikalske løbebane startede efter sigende, da hun som barn fandt en gammel guitar på loftet af den påfuglefarm, hvor hun voksede op. Hun begyndte herefter at skrive sange til sine to yndlingskæledyr: en svane og en ræv. De dage er dog for længst forbi, og nu påstår Dosen, at hun mest af alt skriver sange til spøgelser.
Det lyder jo alt sammen meget godt (eller er i det mindste en god måde at starte en pressemeddelelse på), men når man påstår, at man skriver sange til spøgelser, skaber det forventninger hos lytteren. Personligt forestillede jeg mig noget i retningen af et Danny Elfman-soundtrack til en Tim Burton-film, men den forestilling er ret langt fra, hvordan Stephanie Dosens musik rent faktisk er. Den er simpel og pæn … og så ikke rigtig mere.
Det skal ikke betyde, at A Lily for the Spectre er et synderlig dårligt album, for det er det egentlig ikke. Det er bare en kende kønsløst og lidt kedeligt. Det lyder forfærdeligt meget som 117 andre albums fra kvindelige singer/songwritere, der uden den store personlighed eller originalitet leverer pæne, fine og lettere kedelige albums år ud og år ind. Ingen nævnt, ingen glemt.
Det hjælper naturligvis heller ikke, at albummet er produceret efter den spartanske “less is more” formel, hvor instrumenteringen absolut skal være så skrabet som overhovedet muligt. Dette kan sagtens gå, hvis man har tilstrækkeligt stærkt materiale, men det har Dosen for det meste ikke. A Lily for the Spectre består mere eller mindre af: Dosens spinkle stemme, ledsaget af en akustisk eller meget diskret elektrisk guitar, til tider spinkle strygere, og så hvis man er rigtig heldig: trommer.
Et yderligere problem er, at næsten alle sange foregår i samme langsomme tempo, og når melodierne lyder meget ens, bliver det ofte svært at skelne mellem de enkelte sange. Variation er der altså heller ikke meget af, men man savner også modhager. Lydbilledet er (som tidligere nævnt) spartansk, men også meget klinisk. Det ville lette meget, hvis der bare en enkelt gang blev skruet lidt op for tempoet eller larmen.
Albummets højdepunkt er “Lakes of Canada”, der skiller sig ud fra resten af albummet ved at være bygget op om sagte, regnvejrsdryppende klaverakkorder. Derudover kan sangen prale af at have pladens vel nok stærkeste melodi. “This Joy” er ligeledes glimrende. Igen har Dosen fundet en ganske memorabel melodi og den frostklare guitar og de isnende strygere fungerer glimrende som underlægning til Dosens vokal, der her lyder noget mere selvsikker end på størstedelen af albummet.
Det kan være lidt svært at se, hvilken glæde spøgelser skulle have af A Lily for the Spectre, og det kan også være svært at forstå, hvorfor almindelige mennesker skulle vælge at lytte til Stephanie Dosen frem for de massevis af kvindelige singer/songwritere, der er mindst lige så talentfulde og har lavet mindst lige så gode albums som dette. Dosen har leveret et rimeligt album, men hun har ikke formået at levere en overbevisende grund til, hvorfor man skal vælge netop hende.
