Når man går og er forklædt som voksen, kan man let komme til at synes, livet er hårdt. Så tænker man, at man har det værre end alle andre. Man glemmer fuldstændigt, at teenagere går for at være noget så deprimerede, og at man også selv havde tendenserne. Det var derfor, at teenagerne i starten af 90’erne lyttede til Kurt Cobains selvdestruktive sange, og det er derfor, at emo er det nye sort blandt teenagere i dag.
Det er også derfor, at Taxi Taxi! lyder som ondt i hjertet og længsel. Duoen består nemlig af to svenske teenagesøstre, og de har førstehåndsviden om, at det ikke er en dans på roser at være teenager. Bevares der er ingen husleje at betale, og man får maden serveret, men man længes også. Længes efter at blive “voksen”, at blive sig selv, at blive fri af skole og forældre. Det kan måske lyde banalt. Til gengæld er der intet banalt over Taxi Taxi!’s sange. De virker ægte, ærlige og vigtige.
Tvillingernes lyd er meget minimal: klaver, akustisk guitar, pigestemmer og ikke meget andet. Genren kan betegnes som en blanding af sadcore og twee. Sådan pussenusset og sød, men ikke desto mindre med et reelt tungsind. Og så kan det dårligt blive mere minimalistisk uden at blive a cappella. Til tider når de næsten at synge en hel strofe mellem to tangentanslag. Kun sjældent optræder mere end et instrument, for man skulle jo nødig blive overvældet af deres væg af lyd. Ep-formatet er derfor også det perfekte format. Less is more.
Bevares, førstehåndsindtrykket lader måske nok lytteren tilbage med konklusionen “jo, det kan blive for minimalistisk.” Men efter et par gennemlytninger vokser den lille ep. Man bliver mere og mere betaget af den enkle lyd.
Når man lige er kommet sig over den tunge åbner, der må siges at være for tung på den kedelige måde, går man en af ep’ens perler i møde. “Belle” lægger ud med lette og langsomme klavertoner som forspil. Dernæst kommer så sangen, og den er hjerteskærende. De lyse stemmer lyder grædende og bedende. Som om de beder en rejsende elsker om at blive bare lidt endnu. Det er meget smukt, når man først får vænnet sig til, at der hverken er drive eller bund til at holde nummeret i gang. Det drives udelukkende af oprigtigheden i stemmerne. Og det virker overraskende godt.
I “To Hide This Way” udskiftes klaveret med en akustisk guitar, mens energi og rytme stadigvæk dårligt anes, selv hvis man virkelig lytter efter dem. Præcis som med “Belle” gør det dog intet, for intimiteten er anderledes let at få øje på. Man oplever det, som om søstrene sidder midt i stuen og spiller. En scene på den størrelse vil uden tvivl også være dér, hvor de vil gøre sig bedst. I Taxi Taxi!’s triste og en smule fortvivlede univers går tiden hurtigt, og man overraskes over, at man allerede er halvvejs gennem den fine debut.
Allerede syv et halvt minut senere er man ved pladens sidste nummer. Det hedder “Mary”, men handler ikke om en veninde eller en kattekilling. Når der synges »Mary Jesus God«, hvorefter der nummeret ud bedende messes »God« – ja, så står det lysende klart, at der er tale om noget alvorligt, der kræver indblanding fra de højere magter. Man kan næsten se søstrene ligge grådkvalte på deres seng, mens de ønsker, at deres netop afsluttede første forelskelse kunne vare ved. Når man ingen appetit har, hjælper det ikke noget, at maden bliver serveret. Ak! Godt, det ikke er mig, der er teenager. Det er ikke let.
Lyt til “To Hide This Way”:
[audio:http://www.rumraket.com/music/Taxi_Taxi_To_Hide_This_Way.mp3]